Frygten, når man er to

Mange siger til mig, og os, at det må være fedt at være to om at lægge sin livsstil om, og at være to afsted, hvor begge får den samme information.
Og mange har ret! Det er fedt, det er skønt at vi begge er på vej i samme retning, med samme viden at sætte mål efter. Vores mål er forskellige, men vi arbejder ud fra samme grundtanke, og det gør at vores mål kan forenes og komplimentere hinanden, frem for at modarbejde.

Når det er sagt, er der også altid en frygt, når nu man er to om sådan et projekt - for hvad nu hvis vi ikke alligevel følges ad, som det var planen.

Helt konkret er der allerede eksempler herhjemme på det.
Finns vægt er stukket i sprint nedaf, efter bare en uge på kostomlægning, mens min, den har besluttet sig for at sidde fast hvor den er.
Det koster tårer, mest fra mig, for jeg ville ønske at min krop gav lige så let slip på vægten, som hans gjorde.
Og pludseligt forsvinder fokusen fra alt det, der går rigtigt, alt det der er godt. F.eks. at jeg på under en uge har vendt min døgnrytme, og nu igen sover om natten, at jeg har mere overskud og energi til at gøre ting, at jeg tager ansvar for hvad jeg stopper i munden, at jeg ikke har drukket de 2 Cherry Cokes, der står i køleren, at jeg har spist hos mine svigerforældre, og kun taget 1½ ske sovs, i stedet for 5, og slet ikke spist nogle af alle de godter, der blev budt, at jeg kun spiste en spiseske is, og hverken kiks, ost eller frugtsalat.
Alt det forsvinder, når Finn har smidt en god portion kilo, og jeg står stille.

Det handler om frygt for at blive overhalet, frygt for at pludseligt er Finn i mål, mens jeg er halvvejs. Det er selvfølgeligt noget vi skal arbejde med hjemme, og finde ud af hvordan vi skal forholde os til.

For nu har jeg besluttet helt personligt at omskrive "Don't get mad, Get even" til "Don't get sad, Get even", og trække mig selv op på niveau, ved at bringe fokus på de positive ændringer, der faktisk sker.