Som en del af processen på Livsstilscenteret har man en udskrivningssamtale, hvor man nedskriver nogle målsætninger, man vil arbejde med indtil næste modul. Opfordringen lyder at hellere sætte sig flere små, opnålige mål, end et stort, man ikke er sikker på man kan nå, ligesom med alt andet på centeret, handler det om små, holdbare, skridt.
En af de helt store kæpheste for centeret er at et ophold derovre ikke handler om at slanke sig, men derimod at få en bedre livskvalitet og et større overskud, og derigennem opnå en vægtreduktion som en afledt bonus. Jeg kan slet ikke beskrive hvor stor en lettelse det er, når man altid er blevet mødt i sundhedsvæsnet med løftede pegefingre om overvægt.
For mig er og bliver det helt store tema i mine mål regelmæssighed og dagsrytme.
Under modul I havde vi et tema om stress og trivsel, der ramte noget i mig.
Man fik to ur-skiver, der illustrerede 24 timer i et døgn, ved siden af var der en liste farvekoder, der angav hvornår man f.eks. sov, spiste, bevægede sig, var i transit mellem to steder, så tv/legede med computer osv. for alle de aktiviteter, der skaber en dag.
Jeg kunne tegne alle farver ind på alle døgnets timer. Godt og vel. Og lige der, gik det op for mig at noget af det jeg manglede/mangler allermest, er rytme i min hverdag. En rutine, nogle faste holdepunkter om man vil.
Og i forbindelse med at et andet fokus på opholdet var 6 måltider om dagen, besluttede jeg at det jeg vil arbejde med her og nu, er at skabe en fast rytme i min hverdag, og at nogle af de holdepunkter jeg vil have i min dag, er mine måltider. Misforstå mig nu ikke, det er ikke sådan at min hverdag skal være fast skema-lagt uden rum til spontanitet og fleksibilitet - men det blev synligt at jeg har gået rundt og manglet nogle faste ting at holde ved.
Lige præcis 6 måltider om dagen giver rigtig god mening, efter at have prøvet det på centeret. Jeg kan mærke at det giver meget mere overskud og energi, bare de dage vi har været hjemme, har jeg fået gjort meget mere, og siddet meget mindre passivt hen i et hjørne af sofaen. Faktisk kan man gå så langt som at sige at tv'et er blevet ganske forsømt.
Et andet fast punkt på min hverdag skal på sigt være at bruge 30 min dagligt på meditation og vejrtrækningsøvelser, for at få ro i mig selv. Det får dog lov til at vente, indtil vi er på plads hjemme. Lige nu er vi ved at få skiftet facader, og 3 af lejlighedens 5 værelser er derfor pakket sammen i et 4. værelse, og vi bor i stuen og køkkenet lige nu - det er dælme et held at vi rigtigt godt kan lide hinanden!
Som et sekundært og "parentes" mål har jeg sat mig for at bevæge mig mere. Målet er sekundært på den måde at det ikke er det første jeg vil arbejde med herhjemme, men når der er genskabt en god dagsrytme er det det næste punkt jeg vil arbejde med.
Hvordan går det så med mine mål, her 5. dag hjemme fra Livsstilscenteret?
Jeg er stolt af at kunne sige, at det faktisk går godt. Jeg har ikke misset et måltid endnu, jeg sover mere regelmæssigt og meget bedre, som konsekvens heraf, jeg har mere energi, og føler mig langt mindre stresset, også mentalt. Jeg kan simpelthen overskue mere, uden at føle at nu bliver det for meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for at du tager dig tid, til at lægge en kommentar!