Brok #1

*Advarsel: Følgende blokindlæg kan indholde anstødeligt sprogbrug - påpasselighed tilrådes*

Hej, jeg hedder Katrine, jeg er særligt sensitiv.
Ikke sådan på "åh jeg er introvert, derfor er jeg sensitiv" måde, eller "jeg har læst om særlig sensitivitet i et blad, det lyder lige som mig" eller "sidst jeg drak mælk, fik jeg lidt ondt i maven, derfor må jeg være mælkeallergiker" måden.

Sådan på det helt rigtige, hele vejen ned af listen, særligt sensitive måde.
Og det lever jeg faktisk ret fint med.
Jo, det sucks at en bytur koster åndssvagt meget på energi-kontoen, og at nogle gange er det at skulle være sammen med andre mennesker et bjerg af besvær. Men det er jo kun nogle gange det er sådan.
Og i øvrigt så er der temmeligt mange fede ting, ved at være sådan lidt følsom.

Men her er hvor Tante Katrines kæde ligesom hopper af...
Når særligt sensitive børn nu skal hedde Orkidé børn. Med chance for at fornærme nogle af de kære speltkussemødre ude i verden, så tag en valium og slap af. Snak med nogen, der ved noget om særlig sensitivitet. Og hold nu op med at opfinde nye navne for noget der allerede har et navn.

Hej, jeg hedder Katrine.
Jeg er særligt sensitiv, og jeg er ikke nogen fucking orkidé - jeg er en farlig, farlig kaktus.

Jeg logger.

Alt... måske for meget... jeg ved det ikke.
Men jeg logger min mad, min motion og min søvn.
Jeg har gjort det før, og det har altid endt med at blive for meget. For omfattende. Jeg er kørt sur og træt i det. Men for hulan, det virker.
Det der med syn for sagen, det virker. Så meget at jeg lige nu skal passe på med ikke at spise for lidt.
For jeg bliver suget lige ind i det, og får lynhurtigt "jo mindre, jo bedre" syndromet på mig. Jo færre kalorier jeg stopper i kroppen, jo bedre.
Men sådan er det jo slet ikke. Det er en ubalance, der skal tales om, og som jeg skal forholde mig til.

Faktum er dog at jeg den sidste uge har spist sundere end længe - fordi jeg logger min mad. Jeg har været mere konsekvent i hvor mange skridt jeg får gået om dagen, og selv om jeg er langt - virkeligt langt - fra de magiske 10.000 skridt om dagen, så får jeg flere skridt på tælleren, end jeg gjorde for bare 10 dage siden. Og jeg sover mere.

Tilbage står to ting, jeg skal have knækket koden på, så det her ikke ender som 14 dages spurt, der slutter med en udmattet mig i sofaen, sammen med en pose chips og 1½ l Pepsi Max.
 - Det må ikke blive en besættelse at spise mindre og mindre, det må ikke udvikle sig til en sport i hvor få kalorier jeg kan klare mig på.
 - Jeg skal finde en måde at få det til at vare ved. Så jeg ikke giver op, eller slip.

Jeg tror de to ting hænger sammen, i en eller anden balance jeg skal finde.
Hvis du ser den, må du gerne sige til.

3 måneder senere...

Åh, det er længe siden jeg har fået skrevet her, er det ikke?

Den sidste lange tid har der ikke været så meget fokus på kost, men derimod en hel masse inden i ting. Jeg tror det er en slags udsving, der altid vil være når man prøver at ændre indgroede vaner. Nogle perioder er det kost og træning, der er i fokus, andre perioder er det personlige ting, der skal pusles på plads.

Desværre er det som om at kosten aldrig rigtigt er blevet en vane, i perioder trækkes vi, eller jeg, tilbage i de gamle vaner med næsten ingen mad i løbet af dagen, og så mega massive måltider og snacks om aftenen, efterfulgt af en ikke alt for fantastisk søvn.

Så nu er det kosten, og træningen, der er tilbage i fokus.
Med hjælp fra min fødselsdagsgave, et Jawbone UP24 fitness armbånd, der logger skridt, søvn og som har en app, hvor man kan logge sin mad og træning. Selv om det ikke altid er rart at få øje for hvor lidt jeg faktisk har været aktiv tidligere, og hvor meget jeg har stoppet i kroppen, uden at være opmærksom på det, så er netop opmærksomheden en stor hjælp lige nu.

Jeg prøver også stadig at vende mig væk fra vægt som en måle-enhed for hvor godt det går, og er i den anledning begyndt at lave anderledes mål.

Et mål de sidste uger har f.eks. været at komme udenfor hver eneste dag - jeg er alt for god til at gå i huleboer-mode og lukke mig inde i lejligheden. Det er hverken særligt fysisk sundt eller mentalt sundt, det er så absolut den hurtigste måde jeg kan køre mig selv ned på.

Et andet mål er at komme ned og træne 10 gange i november, med en belønning i udsigt.
10 gange træning inden d. 30. udløser denne lidt lækre neglelak, som jeg går og ønsker mig.

Indtilvidere har jeg klaret 1 omgang træning, hårdt pacet af min lille træningspartner på 12, der bare gerne vil kunne løbe hurtigere. 

Balance, hvorfor er du så svær?

Jeg ville ønske at jeg kunne sige at Brædstrup havde resulteret i massiv vægtreduktion. I en super sund livsstil, der bare kørte derudaf. At det hele var pisselet, og nu er der no going back.

Sandheden er en anden.
Der er en hel masse going back and forth.
Mellem det nye, den ønskværdige livsstil, og den gamle, uhensigtsmæssige livsstil.
Og balancen er svær at finde.

Så jeg holder fast i at jeg stadig søger balancen, frem for at give op.

Og imens træffer jeg bedre valg.

Som at tage til optiker. Og finde ud af at jeg har haft brug for briller i et stykke tid. Ligesom Finn har sagt.

Nogle dage er jeg sej, nogle dage er jeg ej...

"Aaad, se lige hendes lår"

Kommentaren var møntet på mig, da jeg rejste mig for at gå i vandet.
Afsenderen var en dreng, på en 12-13 år, og jeg var blevet så vant til at være på stranden, uden at nogen sagde noget om mig, at jeg havde glemt at tage mit mentale skjold på; så kommentaren ramte mig lige i mit mentale solar plexus og tog modet fra mig.

Sidste år brød jeg med flere års fravær i de danske farvande. Jeg havde fået nok af at ikke tro jeg kunne tillade mig at være tilstede i badetøj på en strand, og gjorde oprør mod mine egne fordomme om mig selv.
Og det var befriende. I starten så jeg alle de blikke der blev sendt i min retning - og sikkert også nogle, der slet ikke blev sendt, men relativt hurtigt fandt jeg min "jeg giver ikke en fuck, det er varmt og jeg vil i vandet" attitude frem. Og med den glemte jeg helt at kigge efter om andre så misbilligende på min volumen.

Men af en eller anden grund var jeg sårbar, sidst vi var ved vandet, og nu sidder tanken ligesom fast... er mine lår mon for grimme til at jeg kan tillade mig at tage på stranden?
Rationelt kender jeg godt svaret...

Jeg er tyk. Jeg er også rødhåret.

Så, det er over en måned siden jeg sidst har opdateret.
Det er der flere grunde til.
Skal vi lige tage dem i listeform, for jeg elsker jo lister!

1. Min skuffelse over ophold 2 på Brædstrup - misforstå mig ikke, det er ikke utaknemlighed, men jeg tog simpelthen ikke den samme energi og gejst med hjem, og noget var anderledes derovre. Måske os som deltagere, men jeg tror også at et skift i ledelsen, har påvirket os alle. Den "gamle" leder, Grethe, der på alle tænkelige måder var stedets mor, var stoppet, og ind var kommet en ny leder, der blot havde været der i 1 uge, da vi ankom. Og det har haft en effekt på opholdet. Og skift i det team af undervisere, vi havde i forhold til første modul, tror jeg også har betydet noget for fortroligheden mellem kursister og undervisere. 
2. Løse øresten - eller hvad det nu end er, så er jeg i alle fald svimmel en stor del af tiden lige nu, og det sætter sine naturlige begrænsninger på aktivitetsniveauet. 
3. Alt det andet jeg også skal nå - du ved, familie, studie, football osv. 

Men - der er noget jeg gerne vil dele i dag. En video. 

Videoen er taget herfra: http://www.upworthy.com/an-empowering-look-at-the-ways-media-discriminates-against-a-certain-body-type-and-how-wrong-that-is?g=6

Jeg har også haft delt den på min facebook.

Mit budskab her er, at jeg er træt af at føle skam og skyld over at være tyk. Jeg er træt af at blive målt og vejet på mit yndre.

Skal vi lige her slå fast at til trods for at jeg er tyk, har jeg et spot on perfekt blodtryk, kolesterol tal, og laver de mest normale blodprøver man kan. Jeg har tidligere haft marginalt for lavt stofskifte, noget der er blevet rettet op på med regelmæssige måltider.
Nej, jeg kan ikke gå 1 km uden at holde pause - det vil jeg gerne ændrer, og det arbejder jeg på at ændre.
Ja, jeg sveder når jeg laver noget - det er et bevis for at min krop arbejder.

Ja, jeg bliver skide forpustet af småting - det er fordi jeg er i fjollet dårlig form, og det er mere usundt, end det faktum at jeg er tyk.

Men at jeg er tyk, det er bare noget jeg er. Ligesom jeg er rødhåret, har blå øjne, er mor, kone, kvinde - det er et tillægsord, det er en måde at beskrive min krop på, i ligehed med at jeg er bleg.
Og når jeg nu er igang med det her livsstilsændring, så er det for at blive sundere, ikke tyndere, eller mindre tyk. Det er sundhed, og velvære, der er i højsædet. Ikke den nyeste trend diæt, hvad enten det er at forsage alting kulhydrat eller at faste 2 dage om ugen.

Som afslutning, vil jeg love migselv noget, på skrift, det er mere bindende end bare at sige det inde i mit hoved. Fremover vil jeg forsøge at måle min succes på den sundhed og velvære jeg føler i min krop, ikke på hvor mange kilo, jeg har tabt siden sidst jeg var på vægten. Og det er et stort løfte at skulle prøve at holde, for vægt er alt andet lige meget nemt at måle på. Og jeg skal ikke afvise at jeg forfalder til at kigge på tallet. Men jeg vil prøve mit allerbedste på at det ikke længere skal have lov at bestemme.

Tanker om modul II

Nu har vi været hjemme i snart en uges tid, og tankerne om modul II er så småt ved at lande.

Jeg føler ikke at jeg havde det samme faglige udbytte ud af andet ophold, som jeg havde af første - det kan også sagtens handle om at jeg mandag aften fik en bold i hovedet, og brugte halvdelen af tirsdagen i sengen, mens jeg kiggede på en hvid væg. At misse en halv dags undervisning i så intensivt et forløb som Brædstrup er, kan have betydet meget.

Tilgengæld er det det sociale, jeg har taget med mig hjem fra dette ophold. Den helt ubetingede frihed, der er i at være blandt folk, der oprigtigt forstår udfordringerne i overvægt, den frihed, der kommer fra at kunne tage flere overvægtige i svømmehallen, for man er sværere at skyde på, når man er flere, den frihed, der kommer i at lege. Vi legede, voksne mennesker, og vi legede, og det var fantastisk.
Og hvis du kender til motion for voksne, der er baseret på leg, så lad mig høre om det.
Det fysiske var helt fantastisk, og en meget god demonstration af at motion kan være andet end tunge løft og løbebånd.

At være hjemme igen er stille, når man sådan har været sammen på den måde.
Men det er også rart at kunne bearbejde det hele.