Det er ok, jeg dømmer også dig!

Når jeg går på gader og stræder, har jeg et skjold.
Det er ikke et ridderskjold med klanmærke, men et næsten usynligt skjold, du kan kun se det, hvis du kigger rigtigt godt efter, eller kender mig, sådan for alvor.
Det er en boble, jeg trækker ned over mig, i det øjeblik jeg træder ud af hoveddøren, og den bliver som regel på, til jeg træder ind igen.
Skjoldet beskytter mig, mod folks blikke, onde kommentarer, hånlige fnys. Måske kunne du aldrig forestille dig at sige noget til en tyk på gaden. For det vil jeg gerne takke dig, hvis det er sådan. Ikke alle har din takt og pli. Måske tænker du dit helt stille inde i dig selv, og det er dælen dulme også ok! Det mener jeg faktisk. Man må gerne forholde sig til dem man ser ude i offentligheden, inde i sig selv. Jeg gør det også. Jeg tænker mit, lige så stille. Mens jeg smiler, for folk, der har noget, der får andre til at tænke sit - de ved det faktisk godt selv. Og et blik, et fnys, en kommentar til en rejsepartner om at der da godt nok var en der var fed, grimt, havde kikset tænder, sære briller, fedtet hår eller hvad ved jeg; det gør ondt. Det kan knuse en hel dag.

Der er forskel på hvornår og hvordan jeg tænker, og dømmer folk, derinde i mig selv. Der er også forskel på hvor meget jeg smiler til folk, der måske, ligesom mig, er vant til at blive set på, målt og vejet, og dømt udenfor normalen.
Jeg dømmer mest når jeg har det dårligt med mig selv.
På de der dage, hvor jeg føler mig aller-lavest, der dømmer jeg også andre hårdest.

Og derfor er det også nemmere, når jeg opdager at andre kigger skævt på mig, for jeg ved at det måske i virkeligheden handler om at der er noget inde i dem, som de har det svært med. Noget de er kede af. Og derfor har de brug for at der skal være noget galt med andre, som en slags lindring... "Jeg er ikke den eneste" tanke. At vide det, at det er nemmest at dømme, når man selv føler sig lidt i stykker, gør noget særligt.

Det er derfor jeg har et skjold, og skjoldet består af lige dele styrke og tilgivelse.
For jeg tilgiver dem, der dømmer mig. Jeg er lige så "skyldig" som de er.