Er din selvværds-beholder læk?

Et eller andet sted i mit liv, gik der hul på min selvværdsbeholder.

Måske var det i de små klasser, hvor jeg var rødhåret, havde fregner og var buttet.
Måske var det i mellem klasserne, hvor jeg havde kort drengehår, ikke helt kunne finde ud af at være en pige, havde hvalpefedt oven i buttethed og aldrig følte jeg passede helt ind.
Måske var det i de store klasser, hvor drengene ikke "forelskede" sig i mig, som de gjorde i de andre piger.
Jeg kan ikke huske det.
Men jeg ved at der et eller andet sted i folkeskolen, gik hul på min selvværds-beholder, og langsomt sev mit selvværd væk fra mig.
Det var ikke sådan at bunden gik ud, og det skyllede væk med et plask. Det var langsomt. Og fra tid til anden kom der nyt selvværd oven i beholderen, og andre gange var den tom.

Den er stadig læk.
Men den er ved at blive lappet.
Hul for hul, får jeg lappet de steder, hvor selvværdet siver ud, og så bliver min tro på mig selv i beholderen i længere tid, og forvinder meget langsommere.
Jeg har også gennem de sidste par år fundet ud af hvad der fylder i beholderen, og hvordan den kan fyldes op igen. Både hvordan andre kan fylde i den med komplimenter og ros, og hvordan jeg, ved at respektere migselv og at gøre bestemte ting, kan fylde selvværd oven i.
Og det er en rar exit fra at skulle have andre til at fylde i den. Det er rart at jeg ikke længere er udsugende afhængig af at andre - faktisk er det med til at fylde lidt mere i beholderen.

Jeg lider ikke under illusionen om at beholderen en dag bliver tæt, og aldrig går i stykker igen - man kommer umuligt gennem livet, uden at få prikket huller i selvværdet. Jeg er ikke sikker på det ville være sundt, hvis der ikke en gang i mellem blev tømt lidt ud, og fyldt nyt i, og gentænkt hvordan det der med selvværd virker.