Om at sige farvel til gamle vaner.

Jeg har brug for at sige farvel til nogle gamle gode venner. Chipsene, chokoladen, kagerne, sodavanden. Alt det jeg har brugt til at trøste mig med, igen og igen. Alt det, der har trukket mig tilbage i deres favn, gennem julen og eksamenstiden og ventetiden på at få karakterer.
Og det har ikke virket efter hensigtet at kalde det dæmoner og andre grimme ting - så nu forsøger jeg med et oprigtigt farvel. 

Kære bedste venner.

Jeg har kaldt jer meget siden jeg kom hjem fra Brædstrup. Dæmoner, monstre, drager, fjender.

Men i lang tid, faktisk gennem flere år, har I været mine trofaste bedste venner, der har stillet op hvad end jeg har haft brug for jer til. Om det har været sorg, selvmedlidenhed, kedsomhed, glæde, fejringer eller belønninger. I har været der, som trøst, som støtte, som belønning. Og I har aldrig sagt nej, og jeg har altid taget imod jer med en stille forventningsglæde, om at nu skulle alting blive bedre. For jer har jeg altid været god nok. For jer har jeg aldrig været for tyk. For jer har jeg aldrig været for dum. For jer har enhver lejlighed til fejring, været en god lejlighed.

Og for det, skal I have tak.

I har, på jeres måde, hjulpet, støttet og trøstet mig, når jeg har haft brug for det. I har endda været med til at pakke mig ind i et beskyttende lag af fedt, der har hjulpet med at få andre til at sætte barren lidt lavt for mig, og rose mig lidt ekstra, når jeg har gjort noget godt – og på den måde, den meget sære måde, har I været med til at give mig noget af den bekræftelse, jeg så desperat higer efter, når jeg ikke kan hvile i mig selv, men har brug for at andre skal synes jeg er dygtig.

Men venner, det går ikke længere.
Vi er nød til at vokse fra hinanden. Det gjorde vi nok i virkeligheden for noget tid siden – jeg forsøgte at skære forbindelsen til jer, ved at kalde jer grimme ting, jeg forsøgte at fjerne mig fra jer, ved at bruge tarvelige ord. I svarede igen, ved at trække mig tilbage i jeres trygge favn.

Jeg er nød til at sige farvel nu. For min skyld. Jeg har brug for at komme videre nu, finde støtte og trøst i ting, der ikke er et langsomt selvmord, jeg er nød til at finde andre måder at fejrer mine triumfer på.

I har tjent mig godt, men jeg sætter mig fri nu. Jeg har ikke brug for jer længere. Jeg kommer til at sørge over jeres fravær i mit liv noget tid. Jeg kommer til at savne jer. Men sådan er det, at sige farvel til kompliceret forhold, og sorgen er ikke en varig tilstand. Det er ikke et holdested, men en del af rejsen man skal igennem, for at komme ud på den anden side.

Og jeg rejser mig og går nu. Tak.