Jeg er nede i en sump.

Jeg synes jeg sidder fast i en sump lige for tiden.

De fleste dage føler jeg mig som en kvindelig version af ham her:

Jabba the Hutt

Hvilket ikke ligefrem er charmerende. 

Og jeg har svært ved at komme op. Jeg går rundt og siger til mig selv at jeg gerne vil op af sumpen, men jeg får ikke rigtigt gjort noget ved det. Sådan for alvor. Faktisk føles det lidt ligesom kviksand, at hvis jeg begynder at kæmpe mod sumpen, så synker jeg bare dybere i. 

Der er nu kun en uge til vi skal tilbage til Brædstrup. Ærligt talt ville jeg ønske at jeg skulle derover med massiv vægtreduktion og tonsvis af "se hvor godt det går mig". Men sådan føles det ikke. Det føles mere som om alle andre har opnået væsentligt bedre resultater end mig. Og det gør det svært at finde glæden ved at skulle afsted. Samtidig glæder jeg mig alligevel lidt. Til at se menneskerne, til at være et sted hvor forsvaret kan lægges lidt til side. Jeg glæder mig til at være et sted hvor hverdagen bliver sat på standby. 

Måske trænger jeg også lidt til at tanke op, for jeg føler mine batterier ikke har været fuldt opladet siden semestret på uni startede tilbage sidst i januar. 

Men lige nu, lidt over en uge inden stikket trækket ud for et par dage, der trænger jeg vidst til en opmuntrende kram og en dosis motivation.