Om kradsemærker på sjælen

Jeg trækker vejret dybt.
Ned forbi mellemgulvet.
Jeg lader pausen mellem ind og ud vare lige et nanosekund længere end normalt. Jeg synker.
Kigger væk.
Jeg er såret af ord, der ikke blev tænkt igennem før de slap ud.
Jeg slikker det mentale sår forsigtigt, kigger på det, trykker undersøgende, som var det et blåt mærke af ukendt oprindelse.
Jeg fælder et par usynlige tårer og retter mig så op, søger et andet fællesskab, et sted hvor jeg bliver forstået og ikke lagt ord i munden.
Jeg trækker vejret igen, giver slip, og beslutter at skødesløs ubetænksomhed kun giver små kradsemærker, der skal fjernes med en våd finger.