Du kan ikke ændre på andre...

Jeg har været meget to-delt om at skrive dette indlæg.
På den ene side vil jeg så gerne dele den viden og de oplevelser jeg har og hele tiden får, omkring livsstilsændring.
Omvendt vil jeg ikke komme brasende som en bedrevidende Tante, og pådutte alle og enhver mine metoder og min selvindsigt. For den indsigt der giver mening for mig, kan i høj grad være volapyk for andre.

Grunden til jeg alligevel vælger at dele den, er at jeg for tiden oplever flere fortælle mig, og Finn, at vi er så heldige at være to om projektet, for så kan vi støtte hinanden, frem for at kæmpe alene. Og de har ret. Vi er super heldige at vi er på samme side og kan støtte op om ændringerne herhjemme, og vi begge har den samme viden og ikke mindst metode.
Der er også ulemper. For man kommer meget let til at måle sig op mod sin partner, og blive ked af det eller skuffet, hvis ikke det går lige så hurtigt for én selv, som det gør for den anden. Men det er ikke det, dette indlæg skal handle om.

Tilbage til det med støtten, på hjemmefronten.

Jeg oplever mere og mere at folk siger "hvis nu bare min mand forstod", "det er svært, for jeg får ingen støtte", "jeg føler jeg står alene med det".
Og det er svært, det er ikke bare "kompliceret strikke-opskrift" svært, det er næsten gordisk knude svært. Det bliver heller ikke en tøddel nemmere, hvis man føler man står uden opbakning på hjemmefronten, på jobbet, blandt vennerne eller hvor man nu færdes. Det her livsstilsændring er en usandsynlig stor opgave at stå alene med, og det kræver energi og fokus, rigtigt meget energi og fokus. Om det må der ikke herske tvivl.

Inden vi tog afsted på Livsstilscenteret, brugte jeg godt et halvt år på at rydde op i mig selv. Mit forhold til familie, venner, selvværd, selvtillid, selvbillede, mad, you name it. Det er et arbejde, der stadig står på.
Det er gennem det arbejde, jeg med hjælp fra min fantastiske terapeut (og kusine) har fået sat ord på lige præcis det her:

Du kan ikke ændre på andre, end dig selv. Men ændringen i dig, kan sprede sig som ringe i vandet.

I starten af mit forløb var det der overraskede mig mest ikke altid den forandring jeg så i mig selv, den nærmest forventede jeg. Det var ændringen i andre, i andres tilgang til mig, i andres reaktionsmønstre, der overraskede mig.
Og mønsteret var næsten altid det samme. Til at starte med en vis modvilje mod at nogen pillede ved status quo, at jeg pludseligt gjorde noget anderledes end det jeg plejede at gøre. Derefter en nysgerrighed, en slags udforskning, der måske ikke altid var med ord, eller konfrontation af hvorfor jeg pludseligt gjorde anderledes end jeg plejede, men nogle gange en slags observation af hvad der var anderledes. Til sidst en slags accept af min nye måde at gøre noget på, og derved også en ændring hos dem, der oplevede mig på en ny måde.

Det lyder let, når det sådan er beskrevet på få linier, som om det var bare at gøre det. Det er det jo aldrig, forandringsprocesser er tricky business, og nogle kommer man aldrig længere med, end at have tænkt på dem. Andre får man ført ud i livet.

Det jeg prøver at komme hen til, kan måske bedst koges ned i et citat af Mahatma Gandhi:

"Vær den forandring du ønsker at se i verden" - Gandhi

Og så tro på at  forandringen vil brede sig som ringe i vand. Det tager tid, det er hårdt, men det er ikke umuligt. Du vil møde modstand, fordi du ved at ændre på dig selv, samtidig ændrer på nogens "som det plejer at være", og den forandring kan tage tid at sluge.

Det er hvad der har givet mening for mig, måske gør det også for dig.

Krammelam og Kærlighed fra mit hjerte, til dit!