Brok #1

*Advarsel: Følgende blokindlæg kan indholde anstødeligt sprogbrug - påpasselighed tilrådes*

Hej, jeg hedder Katrine, jeg er særligt sensitiv.
Ikke sådan på "åh jeg er introvert, derfor er jeg sensitiv" måde, eller "jeg har læst om særlig sensitivitet i et blad, det lyder lige som mig" eller "sidst jeg drak mælk, fik jeg lidt ondt i maven, derfor må jeg være mælkeallergiker" måden.

Sådan på det helt rigtige, hele vejen ned af listen, særligt sensitive måde.
Og det lever jeg faktisk ret fint med.
Jo, det sucks at en bytur koster åndssvagt meget på energi-kontoen, og at nogle gange er det at skulle være sammen med andre mennesker et bjerg af besvær. Men det er jo kun nogle gange det er sådan.
Og i øvrigt så er der temmeligt mange fede ting, ved at være sådan lidt følsom.

Men her er hvor Tante Katrines kæde ligesom hopper af...
Når særligt sensitive børn nu skal hedde Orkidé børn. Med chance for at fornærme nogle af de kære speltkussemødre ude i verden, så tag en valium og slap af. Snak med nogen, der ved noget om særlig sensitivitet. Og hold nu op med at opfinde nye navne for noget der allerede har et navn.

Hej, jeg hedder Katrine.
Jeg er særligt sensitiv, og jeg er ikke nogen fucking orkidé - jeg er en farlig, farlig kaktus.

Jeg logger.

Alt... måske for meget... jeg ved det ikke.
Men jeg logger min mad, min motion og min søvn.
Jeg har gjort det før, og det har altid endt med at blive for meget. For omfattende. Jeg er kørt sur og træt i det. Men for hulan, det virker.
Det der med syn for sagen, det virker. Så meget at jeg lige nu skal passe på med ikke at spise for lidt.
For jeg bliver suget lige ind i det, og får lynhurtigt "jo mindre, jo bedre" syndromet på mig. Jo færre kalorier jeg stopper i kroppen, jo bedre.
Men sådan er det jo slet ikke. Det er en ubalance, der skal tales om, og som jeg skal forholde mig til.

Faktum er dog at jeg den sidste uge har spist sundere end længe - fordi jeg logger min mad. Jeg har været mere konsekvent i hvor mange skridt jeg får gået om dagen, og selv om jeg er langt - virkeligt langt - fra de magiske 10.000 skridt om dagen, så får jeg flere skridt på tælleren, end jeg gjorde for bare 10 dage siden. Og jeg sover mere.

Tilbage står to ting, jeg skal have knækket koden på, så det her ikke ender som 14 dages spurt, der slutter med en udmattet mig i sofaen, sammen med en pose chips og 1½ l Pepsi Max.
 - Det må ikke blive en besættelse at spise mindre og mindre, det må ikke udvikle sig til en sport i hvor få kalorier jeg kan klare mig på.
 - Jeg skal finde en måde at få det til at vare ved. Så jeg ikke giver op, eller slip.

Jeg tror de to ting hænger sammen, i en eller anden balance jeg skal finde.
Hvis du ser den, må du gerne sige til.

3 måneder senere...

Åh, det er længe siden jeg har fået skrevet her, er det ikke?

Den sidste lange tid har der ikke været så meget fokus på kost, men derimod en hel masse inden i ting. Jeg tror det er en slags udsving, der altid vil være når man prøver at ændre indgroede vaner. Nogle perioder er det kost og træning, der er i fokus, andre perioder er det personlige ting, der skal pusles på plads.

Desværre er det som om at kosten aldrig rigtigt er blevet en vane, i perioder trækkes vi, eller jeg, tilbage i de gamle vaner med næsten ingen mad i løbet af dagen, og så mega massive måltider og snacks om aftenen, efterfulgt af en ikke alt for fantastisk søvn.

Så nu er det kosten, og træningen, der er tilbage i fokus.
Med hjælp fra min fødselsdagsgave, et Jawbone UP24 fitness armbånd, der logger skridt, søvn og som har en app, hvor man kan logge sin mad og træning. Selv om det ikke altid er rart at få øje for hvor lidt jeg faktisk har været aktiv tidligere, og hvor meget jeg har stoppet i kroppen, uden at være opmærksom på det, så er netop opmærksomheden en stor hjælp lige nu.

Jeg prøver også stadig at vende mig væk fra vægt som en måle-enhed for hvor godt det går, og er i den anledning begyndt at lave anderledes mål.

Et mål de sidste uger har f.eks. været at komme udenfor hver eneste dag - jeg er alt for god til at gå i huleboer-mode og lukke mig inde i lejligheden. Det er hverken særligt fysisk sundt eller mentalt sundt, det er så absolut den hurtigste måde jeg kan køre mig selv ned på.

Et andet mål er at komme ned og træne 10 gange i november, med en belønning i udsigt.
10 gange træning inden d. 30. udløser denne lidt lækre neglelak, som jeg går og ønsker mig.

Indtilvidere har jeg klaret 1 omgang træning, hårdt pacet af min lille træningspartner på 12, der bare gerne vil kunne løbe hurtigere.