27 december, 2013

Farvel jule-sul!

Efter 6 dage i jule-spise-land, er det, langt om længe, retur til de sundere vaner og mere hensigtsmæssige spisemønster. Ikke at jeg fortryder at have givet slip og spist efter lyst, overhovedet, det har smagt godt, været fantastisk og jeg har nydt hver eneste bid.
Men jeg kan også godt mærke effekten det har på min krop og mit sind.
Og det skriver jeg nok meget om, på en lidt overrasket måde hver eneste gang, det er mestendels fordi det ikke har sat sig fast endnu, den der læring om hvad god kost gør for én. Så hver eneste gang jeg falder fra nåde, så at sige, og lader min indre junk-food-junkie få et fix, så bliver jeg lidt overrasket over hvad det gør ved mig. Lige fra den lade ugidelighed til mavepinen og luften i systemet.
For ikke at tale om hvad det gør ved min hud, der pludseligt slår ud, og mit humør, der også ændres.

Der er nok meget rigtighed til en holistisk indgangsvinkel til éns krop og sind - det hele hænger sammen.

I dag er så farvel til julesul dag, og hej igen til lødig kost. Jeg har ikke været på vægten for at se hvad sådan en lille uges julekost betyder af udsving, jeg føler det heller ikke nødvendigt. Det kan tids nok komme.

Med farvellet til julehygge og familietid, kommer også god dag'et til mere eksamenslæsning, så der bliver stadig regelmæssig blogging herfra, helt frem til og med 10. januar. Gid man kunne lægge hånden på en tekst, og så suge viden ud af den.

Jeg håber din jul har været velsignet og at du har nydt den!

20 december, 2013

Sukker-tømmermænd

Åh vi skal ikke have sukker og chokolade i huset. Overhovedet.

Jeg ved ikke om det var en ukonstruktiv adgang til afskaffelse af sukker i husstanden, eller om det var manglende viljestyrke, der fik mig til at falde i en pakke Dumle og bagefter i noget Quality Street, som Finn havde fået med hjem fra arbejde. Men i det røg jeg nu engang.

I dag har jeg så en eller anden afart af sukkertømmermænd. Altså hovedpine, utilpashed, manglende evne til at producere noget konstruktivt. Og lyst til mere sukker.
Jeg synes endda jeg kan se det på min hud, at den ser sådan lidt trist ud, efter sådan en omgang sukker-binge.

Jeg tænker at næste gang må jeg hellere gå mere fornuftigt til værks og give sukkeret væk, eller smide det ud!

17 december, 2013

Når ting hænger uløseligt sammen...

Højre og venstre vante, Gøg og Gokke, sukker og eksamensforberedelse.
Ting der hænger uløseligt sammen, viser det sig.

Især det sidste.

Her midt i eksamenlæsning møder jeg en ny dæmon, dæmonen for alting eksamensrelateret.
Det er den, der på så egennyttig vis har formået at klistre hele det her læse-op show sammen med sukker, salt og fedt - og har overbevidst mig om at jeg har brug for det hele, for at kunne komme i mål.
Og det er faktisk lidt skræmmende, for når jeg får det, ja jeg har fået det i denne omgang, føles det som om eksamenslæsningen går lettere. For en tid i alle fald. Indtil behovet for næste fix melder sig, og pludseligt overdøver de ord, der skal læses fra papiret.

Jeg ville skide gerne kunne pudse min glorie her, og sige at jeg da er stærk nok til at kæmpe imod den dæmon også; men sandheden er en anden.
Jeg falder lige i, lige tilbage i et gammelt mønster, der involvere email til ham jeg vågner op med hver morgen, og tænker "yes, jeg er stadig gift med et stk fabelagtig husbond". Emails, der tigger om han ikke lige køber noget med hjem. Aldrig ordene for hvad det er jeg gerne vil have, bare noget. Og i den dans vi har brugt 7 år på at udvikle til perfektion, ved han lige præcis hvad noget betyder. Og fordi dansen sidder så meget på rygraden, er det svært for os begge at lade være med at danse den, jeg holder ham ikke et sekund skyldig for at "noget" kommer med hjem, for det er en dans jeg byder op til.
Og det er en dans jeg ville ønske vi ikke dansede længere, men hvordan finder man lige fokus til at stoppe med at danse, når al ens fokus faktisk ligger i en bog af Laurence Snyder, der giver én lyst til at købe en ikke uanseelig mængde grå cardigans, et par hornbriller, og få sig en Ritt-knold, så man kunne blive en kontormus, for bare ikke at skulle fortære et ord mere ud af Hr. Snyders bog. Ikke at der er noget galt med grå kontormus, det er min faste overbevisning at de på magisk vis får ting til at ske i verden, vi andre slet ikke ænser.
Det er også et mønster der indeholder store mængder selvmedlidenhed, for det er "jo synd for mig" at jeg skal bruge december på at læse - Det er det faktisk ikke, jeg kunne jo have læst på andre tidspunkter.
Det indeholder undskyldninger - Når jeg bruger så meget tid i en bog, skal jeg jo have sukker, så jeg kan koncentrere mig. Det er skisme da også noget pjat.

Så hvis nu du ligger inde med ekstra fokus, du ikke bruger, lidt overskud eller energi til dæmon brydning, så sig til - jeg kunne virkeligt godt bruge det.

Krammelam og kærlighed, fra min skærm til din!

13 december, 2013

Blogger for nedsat kraft

Det er eksamenstid, eller rettere, læseferie, og jeg skal tilstå at jeg muligvis har ladet for meget af pensum ligge til læseferien. Måske jeg en dag bliver en god studerende, for hvem eksamen er en fest?

Men, derfor blogges der lidt for nedsat kraft, mens jeg forsøger at indhente hvad indhentes kan!

11 december, 2013

Om at være tal nørd.

Jeg vil alle dage holde fast i at jeg er et sprogligt og kreativt menneske, og matematik, med dens universelle sandhed, blot er af det onde, og i virkeligheden bare et sprog skrevet med tal og symboler. Og jeg har den på tålt ophold i mit liv, fordi det ikke kan være anderledes - lidt ligesom jeg har det med rengøring.

Men tal kan være rigtigt gode målstokke, det må jeg indrømme, og jeg bruger dem, grænsende til det små-autistiske.

Et hemmeligt sted på min computer ligger der et excel ark, hvor jeg taster min vægt ind, ikke sådan med faste intervaller, men når jeg har været på vægten. Arket er fyldt med formler, der regner min BMI ud, hvor meget jeg har reduceret min vægt med siden sidst og siden toppen blev nået, både i tal og procenter.
Det bliver til en graf, jeg kan kigge på, når motivationen ikke er den største, for at minde mig om hvad det er jeg har gang i.

For lad os lige være ærlige her. Den vægtreduktion jeg står foran, før jeg er i endegyldigt mål, den er enorm. Den er mere end et ekstra menneske, der skal reduceres af min krop. Og målet er overhovedet ikke fastsat endnu, for tallet ville være for abstrakt og langt væk, til at jeg ville kunne bruge det til noget som helst.
Og jeg har da en drømmevægt, og et mere realistisk bud på hvor jeg gerne vil ende. Ligesom jeg også har tøj størrelser jeg gerne vil ned i. Men det er så langt væk, at jeg ender med at fortvivle migselv, hvis jeg fokusere på det. Det er nok også derfor hele konceptet med små skridt giver mening og fungerer så godt for mig. Små mål, mange af dem, ellers går det i koks.

Nå, det var et lille sidespring fra tallene.
Jeg vil faktisk gerne dele min graf med jer - uden tal, bare tegning, for tallene er mine egne, og lige så meget som jeg gerne deler med jer, holder jeg tallene tæt ind til kroppen, og deler dem kun med min mand.

Den øverste kurve er vægt, den nederste er BMI og kurverne viser udviklingen fra 02-01-2012, så det er snart to års ture op og ned.

Det sidste knæk ned-af på kurven viser hvor livsstilsændringen startede med en tur til Brædstrup.

Hele arket, og især graferne her, er en måde for mig at forholde mig til hvad der sker med min krop lige nu, og det virker, når jeg ikke kan mærke forskel på mit tøj, eller kan se forskel på min krop - så er grafen, der stille og roligt bevæger sig ned af, beviset på at der sker noget, som jeg kan holde fast i og forholde mig til.

Hjælper det at brokke sig?

Jeg ved det ikke.
Men bedst som jeg igen havde klynket over at vægt reduktion er noget langsommeligt stads, tog vægten et fald, og jeg krydsede to magiske tal i et ryk.


  1. Jeg har nu reduceret mit BMI med over 5 point, i forhold til min max vægt.
  2. Jeg vejer nu 15,8 kg mindre, end da jeg var på mit største.
I forhold til før/efter Brædstrup vægt har jeg flyttet mig 4,7 kg ned på 4 uger. 
Jeg er glad og motivationen kommer naturligt lidt op, med sådan nogle tal.

10 december, 2013

Det virker!

OK, så jeg har måske øffet mig lidt over at jeg ikke synes at vægt reduktionen går hurtigt nok, man vil vel altid gerne rejse sig op fra en god nats søvn, og se tallet på vægten blive mindre og mindre på magisk vis.
Men sådan er virkeligheden ikke, i alle fald ikke for mig.
Så jeg har øffet mig.

Heldigvis er der andre måder at måle effekt på - det minder jeg mig om så tit jeg kan.
F.eks. at jeg har mere energi end tidligere. Min krop føles bedre - uden jeg kan forklare hvordan eller kan sætte finger på det, har jeg det bare bedre i min krop. Og det er dejligt.
Jo, min mave er stadig igang med at finde ud af hvad den skal gøre med denne her nye fiberrige kost, som kanske er sundere, men også noget anderledes i forhold til det fordøjelsessystemet skulle gøre med tidligere - det tager tilvænning, og lidt mere tålmod end jeg var forberedt på, da jeg startede. Men det er også ok.

Og så er der et andet, meget mindre synligt, sted, hvor forandringer kan måles - nemlig i blodet.

På Brædstrup var alle mine tal fine, pånær det dårlige kolesterol, det var 0,6 for højt. Og hjemmefra vidste jeg at mit stofskifte var lidt sløvt, på den dovne måde.

I sidste uge fik jeg taget nye blodprøver - og alle mine tal er normale. Helt normale. Selv mit afslappede stofskifte er ved at geare op, som konsekvens af regelmæssige måltider med et bedre indhold.

Og det er ikke bare noget, det er rigtigt meget, sådan at kunne tage med sig i en livsstilsændring.

08 december, 2013

Ude af min comfort-zone

OK, da jeg sagde til vores korleder at jeg gerne ville synge solo, havde jeg ganske glemt at det også betød solo foran mennesker, der ikke var en del af koret. Solo foran min familie. Solo foran venner. Solo foran fremmede.
Det kom jeg i tanke om i går aftes.
Og så lå jeg dér i min seng et godt stykke tid, og synes mit hjerne da slog lidt for hurtigt og at 1000 sommerfugle pludseligt havde taget ophold i min mave.

Men det gik. Godt faktisk. Det var skræmmende, men fedt.

Jeg kom i tanke om et billede jeg har set engang.
Det er der noget sandhed i.

Tusind tak til dem, der kom til koncert! Jeg blev så glad over at se jer!


07 december, 2013

Noget om noget der ikke er livsstilsændring.

I morgen går det løs.

Det gospelkor jeg synger i, giver sin første julekoncert, og jeg skal synge min første solo, sådan rigtigt offentligt.

Jeg har allerede sommerfugle i maven, jeg glæder mig og er nervøs. Hvad nu hvis jeg glemmer teksten, hvad nu hvis jeg synger forkert, hvad nu hvis jeg går i stå.

Det er i morgen, kl. 15.00, i Haraldskirken i Høje Gladsaxe, hvis du vil se om det lykkes mig at komme gennem uden alt for mange fejl!


05 december, 2013

Du kan ikke ændre på andre...

Jeg har været meget to-delt om at skrive dette indlæg.
På den ene side vil jeg så gerne dele den viden og de oplevelser jeg har og hele tiden får, omkring livsstilsændring.
Omvendt vil jeg ikke komme brasende som en bedrevidende Tante, og pådutte alle og enhver mine metoder og min selvindsigt. For den indsigt der giver mening for mig, kan i høj grad være volapyk for andre.

Grunden til jeg alligevel vælger at dele den, er at jeg for tiden oplever flere fortælle mig, og Finn, at vi er så heldige at være to om projektet, for så kan vi støtte hinanden, frem for at kæmpe alene. Og de har ret. Vi er super heldige at vi er på samme side og kan støtte op om ændringerne herhjemme, og vi begge har den samme viden og ikke mindst metode.
Der er også ulemper. For man kommer meget let til at måle sig op mod sin partner, og blive ked af det eller skuffet, hvis ikke det går lige så hurtigt for én selv, som det gør for den anden. Men det er ikke det, dette indlæg skal handle om.

Tilbage til det med støtten, på hjemmefronten.

Jeg oplever mere og mere at folk siger "hvis nu bare min mand forstod", "det er svært, for jeg får ingen støtte", "jeg føler jeg står alene med det".
Og det er svært, det er ikke bare "kompliceret strikke-opskrift" svært, det er næsten gordisk knude svært. Det bliver heller ikke en tøddel nemmere, hvis man føler man står uden opbakning på hjemmefronten, på jobbet, blandt vennerne eller hvor man nu færdes. Det her livsstilsændring er en usandsynlig stor opgave at stå alene med, og det kræver energi og fokus, rigtigt meget energi og fokus. Om det må der ikke herske tvivl.

Inden vi tog afsted på Livsstilscenteret, brugte jeg godt et halvt år på at rydde op i mig selv. Mit forhold til familie, venner, selvværd, selvtillid, selvbillede, mad, you name it. Det er et arbejde, der stadig står på.
Det er gennem det arbejde, jeg med hjælp fra min fantastiske terapeut (og kusine) har fået sat ord på lige præcis det her:
Du kan ikke ændre på andre, end dig selv. Men ændringen i dig, kan sprede sig som ringe i vandet.
I starten af mit forløb var det der overraskede mig mest ikke altid den forandring jeg så i mig selv, den nærmest forventede jeg. Det var ændringen i andre, i andres tilgang til mig, i andres reaktionsmønstre, der overraskede mig.
Og mønsteret var næsten altid det samme. Til at starte med en vis modvilje mod at nogen pillede ved status quo, at jeg pludseligt gjorde noget anderledes end det jeg plejede at gøre. Derefter en nysgerrighed, en slags udforskning, der måske ikke altid var med ord, eller konfrontation af hvorfor jeg pludseligt gjorde anderledes end jeg plejede, men nogle gange en slags observation af hvad der var anderledes. Til sidst en slags accept af min nye måde at gøre noget på, og derved også en ændring hos dem, der oplevede mig på en ny måde.

Det lyder let, når det sådan er beskrevet på få linier, som om det var bare at gøre det. Det er det jo aldrig, forandringsprocesser er tricky business, og nogle kommer man aldrig længere med, end at have tænkt på dem. Andre får man ført ud i livet.

Det jeg prøver at komme hen til, kan måske bedst koges ned i et citat af Mahatma Gandhi:
"Vær den forandring du ønsker at se i verden" - Gandhi
Og så tro på at  forandringen vil brede sig som ringe i vand. Det tager tid, det er hårdt, men det er ikke umuligt. Du vil møde modstand, fordi du ved at ændre på dig selv, samtidig ændrer på nogens "som det plejer at være", og den forandring kan tage tid at sluge.

Det er hvad der har givet mening for mig, måske gør det også for dig.

Krammelam og Kærlighed fra mit hjerte, til dit!

04 december, 2013

Onsdag i tal

Tid brugt hos lægen: 20 min
Glas blod afleveret på Lægelaboratoriet: 5, af de store.
Middagslure: 2 - jamen jeg blev vækket halvvejs og måtte jo starte forfra!!
Kg smidt siden dengang jeg vejede mest: 14,7 kg - bum.
Kg smidt siden jeg kom hjem fra Brædstrup: 3,6 kg, det går laaaangsomt, men sikkert, ned. Små skridt, små skridt.
Læbe-produkter fundet i min taske: 6 - jamen jeg ved da heller ikke hvorfor jeg slæber rundt på så mange.
Håndcremer fundet i min taske: 2 - ... nej, det har jeg heller ikke en forklaring for.
Beskeder jeg har glemt at give videre: 1 - Mor, Finn kommer ikke til oksehaler d. 13.!
Dage til vi kan flytte helt på plads i lejligheden: 9 - og så tager jeg også min nøgle tilbage
Ting jeg ikke kan finde: 3 - Doktor Forlæggesen, gider du godt flytte ud af mit hoved.
Gange jeg har haft lyst til at ondulere nougaten i køleskabet: 2 - jeg har sagt nej hver gang

03 december, 2013

Om stille dage

I går blev en stille dag på bloggen, for der kom nyheder i familien, der skulle bearbejdes inde i hovedet.
Heldigvis hjælper en god nats søvn på det meste, også perspektiv, så tirsdag starter mere fokuseret og optimistisk, end mandag sluttede.

En anden grund til stilheden er at jeg synes det går for laaaangsomt.
Jeg har ikke på magisk vis reduceret min vægt med 5 kg siden vi kom hjem. Jeg har reduceret den med 2 kg. Og 2.5 kg siden vi landede på Brædstrup.
Nuvel, jeg er med på at nogle gange er langsom reduktion mere holdbart end hurtigt, men det ville nu være rart, hvis kroppen villigt gav slip på det lagret energioverskud lidt hurtigere.

For ikke at tabe motivationen har jeg et excel ark, hvor jeg siden starten af 2012 har noteret min vægt hver gang jeg har fundet modet, til at hoppe op på badevægten.
Jeg vejede allermest d. 29. august 2012. I dag vejer jeg 13,6 kg mindre end den dag.

Den slags tal, sammen med visualisering af vægten i en graf, det hjælper mig. Og selv om 13,6 kg måske ikke lyder af meget, i forhold til tiden det er sket over, holder jeg fast i noget andet også.
Normalt ville jeg have taget godt 10 kg på om året. I stedet har jeg stoppet kurven op, knækket den, og startet en sundere kurve.
Små skridt, jeg ved det; jeg ved det godt.

01 december, 2013

Hvor hulan stillede jeg nu min hest?

For efter 4 dage med uhensigtsmæssigt mange fristelser hid, did og allevegne er det tid til at komme op på den igen.

I glorie-pudsning-kategorien kan jeg forsvare mig med at jeg faktisk ikke har været all in på syndigheder. Jeg har sagt nej, jeg har sagt fra og jeg har ikke stoppet alt det jeg kunne i hovedet.

I den anden ende af skalaen er jeg altså faldet i, både på salt og sukker kontoen!

Tilbage til hesten, de gode vaner og sunde beslutninger.