13 februar, 2014

En af dém...

Jeg er blevet en af dém...
En af dem, jeg under tidligere omstændigheder ville have rystet opgivende på hovedet af.
En af dem, jeg var sikker på vågner op med The Imperial March kørende for deres indre øre... fordi de måtte tilhøre The Dark Side.

Det gør jeg så åbenbart også nu...

Jeg er blevet en af dem, der opdaterer på Facebook hver gang jeg har trænet.

10 februar, 2014

Dagens Menu #2

Eller "Katrines banan-havregryn-pandekage-godbidder".

Vi har tit et par plettet bananer liggende på køkkenbordet, som ingen sådan rigtigt har lyst til at spise som de er. Før i tiden blev det ofte til banankage (jeg har ind i mellem haft mine mænd mistænkt for bevidst at overmodne bananer, for at få kage), men nu bliver de til banan/havregryn pandekager.

Opskriften er inspireret af hende her og denne her opskrift - jeg har bare Katrinefiseret den lidt.

Det bliver til søde, lækre, klatkaget pandekager, med bid i.

Ingredienser:
1 banan
1 æg
havregryn på slum
Fedtstof til at stege i - efter eget valg, jeg kan godt lide rapsolie eller kokosolie.

Fremgangmåde:
Mos bananen til dejligt smat.
Rør banan, æg og havregryn til en grødet masse, tænk blød havregrød her.
Sæt klatter af grøden på en varm pande med fedtstof på, steg til de er gyldne.
Og nu er de klar til at blive spist. Eller gemt.

De er gode til morgenmad eller mellemmåltid.
De kan laves med tørret frugt i (rosiner, blåbær, tranebær, andre bær), med nødder, frø eller kerner efter din lyst.
De smager godt som de er, eller med et tyndt lag syltetøj, eller et uartigt lag chokolade/nutella, hvis du har lyst til sådan noget.

Jeg laver gerne af en 2-3 bananer af gangen, så er der morgenmad til et par dage!

09 februar, 2014

Er din selvværds-beholder læk?

Et eller andet sted i mit liv, gik der hul på min selvværdsbeholder.

Måske var det i de små klasser, hvor jeg var rødhåret, havde fregner og var buttet.
Måske var det i mellem klasserne, hvor jeg havde kort drengehår, ikke helt kunne finde ud af at være en pige, havde hvalpefedt oven i buttethed og aldrig følte jeg passede helt ind.
Måske var det i de store klasser, hvor drengene ikke "forelskede" sig i mig, som de gjorde i de andre piger.
Jeg kan ikke huske det.
Men jeg ved at der et eller andet sted i folkeskolen, gik hul på min selvværds-beholder, og langsomt sev mit selvværd væk fra mig.
Det var ikke sådan at bunden gik ud, og det skyllede væk med et plask. Det var langsomt. Og fra tid til anden kom der nyt selvværd oven i beholderen, og andre gange var den tom.

Den er stadig læk.
Men den er ved at blive lappet.
Hul for hul, får jeg lappet de steder, hvor selvværdet siver ud, og så bliver min tro på mig selv i beholderen i længere tid, og forvinder meget langsommere.
Jeg har også gennem de sidste par år fundet ud af hvad der fylder i beholderen, og hvordan den kan fyldes op igen. Både hvordan andre kan fylde i den med komplimenter og ros, og hvordan jeg, ved at respektere migselv og at gøre bestemte ting, kan fylde selvværd oven i.
Og det er en rar exit fra at skulle have andre til at fylde i den. Det er rart at jeg ikke længere er udsugende afhængig af at andre - faktisk er det med til at fylde lidt mere i beholderen.

Jeg lider ikke under illusionen om at beholderen en dag bliver tæt, og aldrig går i stykker igen - man kommer umuligt gennem livet, uden at få prikket huller i selvværdet. Jeg er ikke sikker på det ville være sundt, hvis der ikke en gang i mellem blev tømt lidt ud, og fyldt nyt i, og gentænkt hvordan det der med selvværd virker.

05 februar, 2014

Nu tager du dig sammen.

Sagde jeg til mig selv for en time siden.
Nu tager du dig sammen, tager træningstøj på, og går ned og træner. Afsted. Ikke nogle undskyldninger.

Og sådan gik det til, at jeg fik flyttet mig ned i kælderen og ind i træningsrummet.

De sidste 1½ uge har jeg ikke trænet - jeg har haft så ondt i mine fødder, overbelastning givetvis, fordi jeg pludseligt begynder at bruge min krop. Og måske også lidt de lortesko jeg går i til hverdag - nogen burde finde nogle gel-indlæg.

Men jeg fik trænet. Og fik forbedringer at mærke.

Pull downs - fra at kunne tage 10 med 35 kg, 10 med 30 kg og 10 med 25 kg, tog jeg i dag 3 x 10 med 35 kg!
Push ups - tøseversionen på knæ godt nok, men gik fra 8 til 10!
Planke - også her kører vi tøseversionen, men 30 sekunder i stedet for 25.
Og så gik jeg en elastikstyrke op på øvelser for knæ!

Fremskridt er det nye sort, eller turkis.

04 februar, 2014

Om at sige farvel til gamle vaner.

Jeg har brug for at sige farvel til nogle gamle gode venner. Chipsene, chokoladen, kagerne, sodavanden. Alt det jeg har brugt til at trøste mig med, igen og igen. Alt det, der har trukket mig tilbage i deres favn, gennem julen og eksamenstiden og ventetiden på at få karakterer.
Og det har ikke virket efter hensigtet at kalde det dæmoner og andre grimme ting - så nu forsøger jeg med et oprigtigt farvel. 

Kære bedste venner.

Jeg har kaldt jer meget siden jeg kom hjem fra Brædstrup. Dæmoner, monstre, drager, fjender.

Men i lang tid, faktisk gennem flere år, har I været mine trofaste bedste venner, der har stillet op hvad end jeg har haft brug for jer til. Om det har været sorg, selvmedlidenhed, kedsomhed, glæde, fejringer eller belønninger. I har været der, som trøst, som støtte, som belønning. Og I har aldrig sagt nej, og jeg har altid taget imod jer med en stille forventningsglæde, om at nu skulle alting blive bedre. For jer har jeg altid været god nok. For jer har jeg aldrig været for tyk. For jer har jeg aldrig været for dum. For jer har enhver lejlighed til fejring, været en god lejlighed.

Og for det, skal I have tak.

I har, på jeres måde, hjulpet, støttet og trøstet mig, når jeg har haft brug for det. I har endda været med til at pakke mig ind i et beskyttende lag af fedt, der har hjulpet med at få andre til at sætte barren lidt lavt for mig, og rose mig lidt ekstra, når jeg har gjort noget godt – og på den måde, den meget sære måde, har I været med til at give mig noget af den bekræftelse, jeg så desperat higer efter, når jeg ikke kan hvile i mig selv, men har brug for at andre skal synes jeg er dygtig.

Men venner, det går ikke længere.
Vi er nød til at vokse fra hinanden. Det gjorde vi nok i virkeligheden for noget tid siden – jeg forsøgte at skære forbindelsen til jer, ved at kalde jer grimme ting, jeg forsøgte at fjerne mig fra jer, ved at bruge tarvelige ord. I svarede igen, ved at trække mig tilbage i jeres trygge favn.

Jeg er nød til at sige farvel nu. For min skyld. Jeg har brug for at komme videre nu, finde støtte og trøst i ting, der ikke er et langsomt selvmord, jeg er nød til at finde andre måder at fejrer mine triumfer på.

I har tjent mig godt, men jeg sætter mig fri nu. Jeg har ikke brug for jer længere. Jeg kommer til at sørge over jeres fravær i mit liv noget tid. Jeg kommer til at savne jer. Men sådan er det, at sige farvel til kompliceret forhold, og sorgen er ikke en varig tilstand. Det er ikke et holdested, men en del af rejsen man skal igennem, for at komme ud på den anden side.


Og jeg rejser mig og går nu. Tak.