12 november, 2014

Brok #1

*Advarsel: Følgende blokindlæg kan indholde anstødeligt sprogbrug - påpasselighed tilrådes*

Hej, jeg hedder Katrine, jeg er særligt sensitiv.
Ikke sådan på "åh jeg er introvert, derfor er jeg sensitiv" måde, eller "jeg har læst om særlig sensitivitet i et blad, det lyder lige som mig" eller "sidst jeg drak mælk, fik jeg lidt ondt i maven, derfor må jeg være mælkeallergiker" måden.

Sådan på det helt rigtige, hele vejen ned af listen, særligt sensitive måde.
Og det lever jeg faktisk ret fint med.
Jo, det sucks at en bytur koster åndssvagt meget på energi-kontoen, og at nogle gange er det at skulle være sammen med andre mennesker et bjerg af besvær. Men det er jo kun nogle gange det er sådan.
Og i øvrigt så er der temmeligt mange fede ting, ved at være sådan lidt følsom.

Men her er hvor Tante Katrines kæde ligesom hopper af...
Når særligt sensitive børn nu skal hedde Orkidé børn. Med chance for at fornærme nogle af de kære speltkussemødre ude i verden, så tag en valium og slap af. Snak med nogen, der ved noget om særlig sensitivitet. Og hold nu op med at opfinde nye navne for noget der allerede har et navn.

Hej, jeg hedder Katrine.
Jeg er særligt sensitiv, og jeg er ikke nogen fucking orkidé - jeg er en farlig, farlig kaktus.

06 november, 2014

Jeg logger.

Alt... måske for meget... jeg ved det ikke.
Men jeg logger min mad, min motion og min søvn.
Jeg har gjort det før, og det har altid endt med at blive for meget. For omfattende. Jeg er kørt sur og træt i det. Men for hulan, det virker.
Det der med syn for sagen, det virker. Så meget at jeg lige nu skal passe på med ikke at spise for lidt.
For jeg bliver suget lige ind i det, og får lynhurtigt "jo mindre, jo bedre" syndromet på mig. Jo færre kalorier jeg stopper i kroppen, jo bedre.
Men sådan er det jo slet ikke. Det er en ubalance, der skal tales om, og som jeg skal forholde mig til.

Faktum er dog at jeg den sidste uge har spist sundere end længe - fordi jeg logger min mad. Jeg har været mere konsekvent i hvor mange skridt jeg får gået om dagen, og selv om jeg er langt - virkeligt langt - fra de magiske 10.000 skridt om dagen, så får jeg flere skridt på tælleren, end jeg gjorde for bare 10 dage siden. Og jeg sover mere.

Tilbage står to ting, jeg skal have knækket koden på, så det her ikke ender som 14 dages spurt, der slutter med en udmattet mig i sofaen, sammen med en pose chips og 1½ l Pepsi Max.
 - Det må ikke blive en besættelse at spise mindre og mindre, det må ikke udvikle sig til en sport i hvor få kalorier jeg kan klare mig på.
 - Jeg skal finde en måde at få det til at vare ved. Så jeg ikke giver op, eller slip.

Jeg tror de to ting hænger sammen, i en eller anden balance jeg skal finde.
Hvis du ser den, må du gerne sige til.

03 november, 2014

3 måneder senere...

Åh, det er længe siden jeg har fået skrevet her, er det ikke?

Den sidste lange tid har der ikke været så meget fokus på kost, men derimod en hel masse inden i ting. Jeg tror det er en slags udsving, der altid vil være når man prøver at ændre indgroede vaner. Nogle perioder er det kost og træning, der er i fokus, andre perioder er det personlige ting, der skal pusles på plads.

Desværre er det som om at kosten aldrig rigtigt er blevet en vane, i perioder trækkes vi, eller jeg, tilbage i de gamle vaner med næsten ingen mad i løbet af dagen, og så mega massive måltider og snacks om aftenen, efterfulgt af en ikke alt for fantastisk søvn.

Så nu er det kosten, og træningen, der er tilbage i fokus.
Med hjælp fra min fødselsdagsgave, et Jawbone UP24 fitness armbånd, der logger skridt, søvn og som har en app, hvor man kan logge sin mad og træning. Selv om det ikke altid er rart at få øje for hvor lidt jeg faktisk har været aktiv tidligere, og hvor meget jeg har stoppet i kroppen, uden at være opmærksom på det, så er netop opmærksomheden en stor hjælp lige nu.

Jeg prøver også stadig at vende mig væk fra vægt som en måle-enhed for hvor godt det går, og er i den anledning begyndt at lave anderledes mål.

Et mål de sidste uger har f.eks. været at komme udenfor hver eneste dag - jeg er alt for god til at gå i huleboer-mode og lukke mig inde i lejligheden. Det er hverken særligt fysisk sundt eller mentalt sundt, det er så absolut den hurtigste måde jeg kan køre mig selv ned på.

Et andet mål er at komme ned og træne 10 gange i november, med en belønning i udsigt.
10 gange træning inden d. 30. udløser denne lidt lækre neglelak, som jeg går og ønsker mig.

Indtilvidere har jeg klaret 1 omgang træning, hårdt pacet af min lille træningspartner på 12, der bare gerne vil kunne løbe hurtigere. 

31 juli, 2014

Balance, hvorfor er du så svær?

Jeg ville ønske at jeg kunne sige at Brædstrup havde resulteret i massiv vægtreduktion. I en super sund livsstil, der bare kørte derudaf. At det hele var pisselet, og nu er der no going back.

Sandheden er en anden.
Der er en hel masse going back and forth.
Mellem det nye, den ønskværdige livsstil, og den gamle, uhensigtsmæssige livsstil.
Og balancen er svær at finde.

Så jeg holder fast i at jeg stadig søger balancen, frem for at give op.

Og imens træffer jeg bedre valg.

Som at tage til optiker. Og finde ud af at jeg har haft brug for briller i et stykke tid. Ligesom Finn har sagt.

25 juli, 2014

Nogle dage er jeg sej, nogle dage er jeg ej...

"Aaad, se lige hendes lår"

Kommentaren var møntet på mig, da jeg rejste mig for at gå i vandet.
Afsenderen var en dreng, på en 12-13 år, og jeg var blevet så vant til at være på stranden, uden at nogen sagde noget om mig, at jeg havde glemt at tage mit mentale skjold på; så kommentaren ramte mig lige i mit mentale solar plexus og tog modet fra mig.

Sidste år brød jeg med flere års fravær i de danske farvande. Jeg havde fået nok af at ikke tro jeg kunne tillade mig at være tilstede i badetøj på en strand, og gjorde oprør mod mine egne fordomme om mig selv.
Og det var befriende. I starten så jeg alle de blikke der blev sendt i min retning - og sikkert også nogle, der slet ikke blev sendt, men relativt hurtigt fandt jeg min "jeg giver ikke en fuck, det er varmt og jeg vil i vandet" attitude frem. Og med den glemte jeg helt at kigge efter om andre så misbilligende på min volumen.

Men af en eller anden grund var jeg sårbar, sidst vi var ved vandet, og nu sidder tanken ligesom fast... er mine lår mon for grimme til at jeg kan tillade mig at tage på stranden?
Rationelt kender jeg godt svaret...

25 april, 2014

Jeg er tyk. Jeg er også rødhåret.

Så, det er over en måned siden jeg sidst har opdateret.
Det er der flere grunde til.
Skal vi lige tage dem i listeform, for jeg elsker jo lister!

  1. Min skuffelse over ophold 2 på Brædstrup - misforstå mig ikke, det er ikke utaknemlighed, men jeg tog simpelthen ikke den samme energi og gejst med hjem, og noget var anderledes derovre. Måske os som deltagere, men jeg tror også at et skift i ledelsen, har påvirket os alle. Den "gamle" leder, Grethe, der på alle tænkelige måder var stedets mor, var stoppet, og ind var kommet en ny leder, der blot havde været der i 1 uge, da vi ankom. Og det har haft en effekt på opholdet. Og skift i det team af undervisere, vi havde i forhold til første modul, tror jeg også har betydet noget for fortroligheden mellem kursister og undervisere. 
  2. Løse øresten - eller hvad det nu end er, så er jeg i alle fald svimmel en stor del af tiden lige nu, og det sætter sine naturlige begrænsninger på aktivitetsniveauet. 
  3. Alt det andet jeg også skal nå - du ved, familie, studie, football osv. 
Men - der er noget jeg gerne vil dele i dag. En video. 
Videoen er taget herfra: http://www.upworthy.com/an-empowering-look-at-the-ways-media-discriminates-against-a-certain-body-type-and-how-wrong-that-is?g=6

Jeg har også haft delt den på min facebook.
Mit budskab her er, at jeg er træt af at føle skam og skyld over at være tyk. Jeg er træt af at blive målt og vejet på mit yndre.
Skal vi lige her slå fast at til trods for at jeg er tyk, har jeg et spot on perfekt blodtryk, kolesterol tal, og laver de mest normale blodprøver man kan. Jeg har tidligere haft marginalt for lavt stofskifte, noget der er blevet rettet op på med regelmæssige måltider.
Nej, jeg kan ikke gå 1 km uden at holde pause - det vil jeg gerne ændrer, og det arbejder jeg på at ændre.
Ja, jeg sveder når jeg laver noget - det er et bevis for at min krop arbejder.
Ja, jeg bliver skide forpustet af småting - det er fordi jeg er i fjollet dårlig form, og det er mere usundt, end det faktum at jeg er tyk.
Men at jeg er tyk, det er bare noget jeg er. Ligesom jeg er rødhåret, har blå øjne, er mor, kone, kvinde - det er et tillægsord, det er en måde at beskrive min krop på, i ligehed med at jeg er bleg.
Og når jeg nu er igang med det her livsstilsændring, så er det for at blive sundere, ikke tyndere, eller mindre tyk. Det er sundhed, og velvære, der er i højsædet. Ikke den nyeste trend diæt, hvad enten det er at forsage alting kulhydrat eller at faste 2 dage om ugen.
Som afslutning, vil jeg love migselv noget, på skrift, det er mere bindende end bare at sige det inde i mit hoved. Fremover vil jeg forsøge at måle min succes på den sundhed og velvære jeg føler i min krop, ikke på hvor mange kilo, jeg har tabt siden sidst jeg var på vægten. Og det er et stort løfte at skulle prøve at holde, for vægt er alt andet lige meget nemt at måle på. Og jeg skal ikke afvise at jeg forfalder til at kigge på tallet. Men jeg vil prøve mit allerbedste på at det ikke længere skal have lov at bestemme.

20 marts, 2014

Tanker om modul II

Nu har vi været hjemme i snart en uges tid, og tankerne om modul II er så småt ved at lande.

Jeg føler ikke at jeg havde det samme faglige udbytte ud af andet ophold, som jeg havde af første - det kan også sagtens handle om at jeg mandag aften fik en bold i hovedet, og brugte halvdelen af tirsdagen i sengen, mens jeg kiggede på en hvid væg. At misse en halv dags undervisning i så intensivt et forløb som Brædstrup er, kan have betydet meget.

Tilgengæld er det det sociale, jeg har taget med mig hjem fra dette ophold. Den helt ubetingede frihed, der er i at være blandt folk, der oprigtigt forstår udfordringerne i overvægt, den frihed, der kommer fra at kunne tage flere overvægtige i svømmehallen, for man er sværere at skyde på, når man er flere, den frihed, der kommer i at lege. Vi legede, voksne mennesker, og vi legede, og det var fantastisk.
Og hvis du kender til motion for voksne, der er baseret på leg, så lad mig høre om det.
Det fysiske var helt fantastisk, og en meget god demonstration af at motion kan være andet end tunge løft og løbebånd.

At være hjemme igen er stille, når man sådan har været sammen på den måde.
Men det er også rart at kunne bearbejde det hele.

15 marts, 2014

Om kradsemærker på sjælen

Jeg trækker vejret dybt.
Ned forbi mellemgulvet.
Jeg lader pausen mellem ind og ud vare lige et nanosekund længere end normalt. Jeg synker.
Kigger væk.
Jeg er såret af ord, der ikke blev tænkt igennem før de slap ud.
Jeg slikker det mentale sår forsigtigt, kigger på det, trykker undersøgende, som var det et blåt mærke af ukendt oprindelse.
Jeg fælder et par usynlige tårer og retter mig så op, søger et andet fællesskab, et sted hvor jeg bliver forstået og ikke lagt ord i munden.
Jeg trækker vejret igen, giver slip, og beslutter at skødesløs ubetænksomhed kun giver små kradsemærker, der skal fjernes med en våd finger.

14 marts, 2014

Modul II i listeform

Ting jeg har lært på Modul II

  • Wonderhubby + høvdingebold + dårlig motorik = mini-hjernerystelse - aka sådan får man en halv dag hvor man glor på en hvid væg
  • Safety in numbers - at tage flere tykke i svømmehallen sammen er en fantastisk ide! Man føler sig ikke så udstillet, og der er grundlag for at have det sjovt
  • Memory foam madrasser er måske fabelagtige til trykaflastning, men svære at slås med om natten, når madrassen har antaget en form, og man gerne vil prøve en anden.
  • Små skridt virker uendeligt meget bedre, end at lave alt om på et øjeblik.
  • Man skal lufte sine pæne kjoler noget oftere.
  • Jeg bliver bedre og bedre til at give mig selv ro, når det er det jeg trænger til, og action, når der er brug for det
  • Motion i vand kan godt give ømme muskler
  • Når man leger, bliver alting lettere

13 marts, 2014

Lucy, I'm hoooome

Jeg er træt, fysisk og mentalt.
Jeg er mæt af oplevelser.
Jeg er ør af information.
Jeg er glad.
Jeg savner, og glæder mig til næste runde.
Jeg er 5,6 kg mindre, og 8 cm i taljen.
Jeg har nye mål.

Jeg er hjemme igen.

09 marts, 2014

Lige om lidt...

Om 12 timer sidder jeg i bilen, på vej mod andet modul.

Jeg er spændt, og nervøs.
Det jeg glæder mig mest til, er at se folk igen.
At få rytmen i måltiderne tilbage.
Og jeg glæder mig til en time-out fra hverdag, forpligtelser og opgaver. Jeg føler mig priviligeret over at blive givet 4 dage til at fordybe mig i migselv, omgivet af gode mennesker, der ikke dømmer eller kigger skævt.
Ellers som jeg ikke behøver tilskrive at de dømmer, eller kigger skævt - for nogle gange er det vidst mig, der leder efter mennesker, der kigger skævt.

Jeg trækker vejret, nyder energien, der kommer efter en gospel koncert, en træt, veltilpas energi; mens jeg tænker over hvad det egentligt er, jeg har brug for at have med.

08 marts, 2014

Vi er på vej igen...

Jeg er nedlagt af en halsvirus. Eller, ikke nedlagt på "jeg kommer aldrig op af min dyne" måden, mere på "hvem fanden har taget min energi, og hvorfor skal det gøre så ondt at spise mad, jeg er lidt ynkelig, nogen kram mig" måden.

Og lige om lidt skal vi til Brædstrup igen.

Faktisk er det lidt et kapløb mod tiden det her, for:

  • I aften skulle vi have haft gæster til Melodi Grand Prix - for første gang i 10 år, skal jeg se MGP bare med mine mænd. Det bliver sært. Må man godt drikke en drink, selv om man ikke har gæster?
  • I morgen skal jeg, sammen med gospel koret, synge til gudstjeneste i kirken. Jeg vil derned. Jeg vil synge. Jeg er stædig her. Ud over hvad der er sundt for mig.
  • Mandag morgen kl. 4.50 sætter jeg mig ned i bilen, sammen med Finn, og futter mod Brædstrup. Helst mens jeg efterlader en halsvirus i Kbh. Mange tak.
Jeg glæder mig til at komme afsted. Det bliver dejligt at komme over og få den rigtige rytme tilbage i kroppen, og efter en virkeligt god terapi session i går, fik jeg kravlet op af sumpen, kunne mærke hvordan alt det jeg havde vejet mig ned af, stille og roligt gled af og slap sit tag i mig, ligesom jeg slap mit tag i det. 
Og nu er jeg klar til at tage imod noget nyt.

Jabba the Hutt has left til building
Katrine has re-entered!

01 marts, 2014

Jeg er nede i en sump.

Jeg synes jeg sidder fast i en sump lige for tiden.
De fleste dage føler jeg mig som en kvindelig version af ham her:
Jabba the Hutt
Hvilket ikke ligefrem er charmerende. 

Og jeg har svært ved at komme op. Jeg går rundt og siger til mig selv at jeg gerne vil op af sumpen, men jeg får ikke rigtigt gjort noget ved det. Sådan for alvor. Faktisk føles det lidt ligesom kviksand, at hvis jeg begynder at kæmpe mod sumpen, så synker jeg bare dybere i. 

Der er nu kun en uge til vi skal tilbage til Brædstrup. Ærligt talt ville jeg ønske at jeg skulle derover med massiv vægtreduktion og tonsvis af "se hvor godt det går mig". Men sådan føles det ikke. Det føles mere som om alle andre har opnået væsentligt bedre resultater end mig. Og det gør det svært at finde glæden ved at skulle afsted. Samtidig glæder jeg mig alligevel lidt. Til at se menneskerne, til at være et sted hvor forsvaret kan lægges lidt til side. Jeg glæder mig til at være et sted hvor hverdagen bliver sat på standby. 
Måske trænger jeg også lidt til at tanke op, for jeg føler mine batterier ikke har været fuldt opladet siden semestret på uni startede tilbage sidst i januar. 

Men lige nu, lidt over en uge inden stikket trækket ud for et par dage, der trænger jeg vidst til en opmuntrende kram og en dosis motivation. 


13 februar, 2014

En af dém...

Jeg er blevet en af dém...
En af dem, jeg under tidligere omstændigheder ville have rystet opgivende på hovedet af.
En af dem, jeg var sikker på vågner op med The Imperial March kørende for deres indre øre... fordi de måtte tilhøre The Dark Side.

Det gør jeg så åbenbart også nu...

Jeg er blevet en af dem, der opdaterer på Facebook hver gang jeg har trænet.

10 februar, 2014

Dagens Menu #2

Eller "Katrines banan-havregryn-pandekage-godbidder".

Vi har tit et par plettet bananer liggende på køkkenbordet, som ingen sådan rigtigt har lyst til at spise som de er. Før i tiden blev det ofte til banankage (jeg har ind i mellem haft mine mænd mistænkt for bevidst at overmodne bananer, for at få kage), men nu bliver de til banan/havregryn pandekager.

Opskriften er inspireret af hende her og denne her opskrift - jeg har bare Katrinefiseret den lidt.

Det bliver til søde, lækre, klatkaget pandekager, med bid i.

Ingredienser:
1 banan
1 æg
havregryn på slum
Fedtstof til at stege i - efter eget valg, jeg kan godt lide rapsolie eller kokosolie.

Fremgangmåde:
Mos bananen til dejligt smat.
Rør banan, æg og havregryn til en grødet masse, tænk blød havregrød her.
Sæt klatter af grøden på en varm pande med fedtstof på, steg til de er gyldne.
Og nu er de klar til at blive spist. Eller gemt.

De er gode til morgenmad eller mellemmåltid.
De kan laves med tørret frugt i (rosiner, blåbær, tranebær, andre bær), med nødder, frø eller kerner efter din lyst.
De smager godt som de er, eller med et tyndt lag syltetøj, eller et uartigt lag chokolade/nutella, hvis du har lyst til sådan noget.

Jeg laver gerne af en 2-3 bananer af gangen, så er der morgenmad til et par dage!

09 februar, 2014

Er din selvværds-beholder læk?

Et eller andet sted i mit liv, gik der hul på min selvværdsbeholder.

Måske var det i de små klasser, hvor jeg var rødhåret, havde fregner og var buttet.
Måske var det i mellem klasserne, hvor jeg havde kort drengehår, ikke helt kunne finde ud af at være en pige, havde hvalpefedt oven i buttethed og aldrig følte jeg passede helt ind.
Måske var det i de store klasser, hvor drengene ikke "forelskede" sig i mig, som de gjorde i de andre piger.
Jeg kan ikke huske det.
Men jeg ved at der et eller andet sted i folkeskolen, gik hul på min selvværds-beholder, og langsomt sev mit selvværd væk fra mig.
Det var ikke sådan at bunden gik ud, og det skyllede væk med et plask. Det var langsomt. Og fra tid til anden kom der nyt selvværd oven i beholderen, og andre gange var den tom.

Den er stadig læk.
Men den er ved at blive lappet.
Hul for hul, får jeg lappet de steder, hvor selvværdet siver ud, og så bliver min tro på mig selv i beholderen i længere tid, og forvinder meget langsommere.
Jeg har også gennem de sidste par år fundet ud af hvad der fylder i beholderen, og hvordan den kan fyldes op igen. Både hvordan andre kan fylde i den med komplimenter og ros, og hvordan jeg, ved at respektere migselv og at gøre bestemte ting, kan fylde selvværd oven i.
Og det er en rar exit fra at skulle have andre til at fylde i den. Det er rart at jeg ikke længere er udsugende afhængig af at andre - faktisk er det med til at fylde lidt mere i beholderen.

Jeg lider ikke under illusionen om at beholderen en dag bliver tæt, og aldrig går i stykker igen - man kommer umuligt gennem livet, uden at få prikket huller i selvværdet. Jeg er ikke sikker på det ville være sundt, hvis der ikke en gang i mellem blev tømt lidt ud, og fyldt nyt i, og gentænkt hvordan det der med selvværd virker.

05 februar, 2014

Nu tager du dig sammen.

Sagde jeg til mig selv for en time siden.
Nu tager du dig sammen, tager træningstøj på, og går ned og træner. Afsted. Ikke nogle undskyldninger.

Og sådan gik det til, at jeg fik flyttet mig ned i kælderen og ind i træningsrummet.

De sidste 1½ uge har jeg ikke trænet - jeg har haft så ondt i mine fødder, overbelastning givetvis, fordi jeg pludseligt begynder at bruge min krop. Og måske også lidt de lortesko jeg går i til hverdag - nogen burde finde nogle gel-indlæg.

Men jeg fik trænet. Og fik forbedringer at mærke.

Pull downs - fra at kunne tage 10 med 35 kg, 10 med 30 kg og 10 med 25 kg, tog jeg i dag 3 x 10 med 35 kg!
Push ups - tøseversionen på knæ godt nok, men gik fra 8 til 10!
Planke - også her kører vi tøseversionen, men 30 sekunder i stedet for 25.
Og så gik jeg en elastikstyrke op på øvelser for knæ!

Fremskridt er det nye sort, eller turkis.

04 februar, 2014

Om at sige farvel til gamle vaner.

Jeg har brug for at sige farvel til nogle gamle gode venner. Chipsene, chokoladen, kagerne, sodavanden. Alt det jeg har brugt til at trøste mig med, igen og igen. Alt det, der har trukket mig tilbage i deres favn, gennem julen og eksamenstiden og ventetiden på at få karakterer.
Og det har ikke virket efter hensigtet at kalde det dæmoner og andre grimme ting - så nu forsøger jeg med et oprigtigt farvel. 

Kære bedste venner.

Jeg har kaldt jer meget siden jeg kom hjem fra Brædstrup. Dæmoner, monstre, drager, fjender.

Men i lang tid, faktisk gennem flere år, har I været mine trofaste bedste venner, der har stillet op hvad end jeg har haft brug for jer til. Om det har været sorg, selvmedlidenhed, kedsomhed, glæde, fejringer eller belønninger. I har været der, som trøst, som støtte, som belønning. Og I har aldrig sagt nej, og jeg har altid taget imod jer med en stille forventningsglæde, om at nu skulle alting blive bedre. For jer har jeg altid været god nok. For jer har jeg aldrig været for tyk. For jer har jeg aldrig været for dum. For jer har enhver lejlighed til fejring, været en god lejlighed.

Og for det, skal I have tak.

I har, på jeres måde, hjulpet, støttet og trøstet mig, når jeg har haft brug for det. I har endda været med til at pakke mig ind i et beskyttende lag af fedt, der har hjulpet med at få andre til at sætte barren lidt lavt for mig, og rose mig lidt ekstra, når jeg har gjort noget godt – og på den måde, den meget sære måde, har I været med til at give mig noget af den bekræftelse, jeg så desperat higer efter, når jeg ikke kan hvile i mig selv, men har brug for at andre skal synes jeg er dygtig.

Men venner, det går ikke længere.
Vi er nød til at vokse fra hinanden. Det gjorde vi nok i virkeligheden for noget tid siden – jeg forsøgte at skære forbindelsen til jer, ved at kalde jer grimme ting, jeg forsøgte at fjerne mig fra jer, ved at bruge tarvelige ord. I svarede igen, ved at trække mig tilbage i jeres trygge favn.

Jeg er nød til at sige farvel nu. For min skyld. Jeg har brug for at komme videre nu, finde støtte og trøst i ting, der ikke er et langsomt selvmord, jeg er nød til at finde andre måder at fejrer mine triumfer på.

I har tjent mig godt, men jeg sætter mig fri nu. Jeg har ikke brug for jer længere. Jeg kommer til at sørge over jeres fravær i mit liv noget tid. Jeg kommer til at savne jer. Men sådan er det, at sige farvel til kompliceret forhold, og sorgen er ikke en varig tilstand. Det er ikke et holdested, men en del af rejsen man skal igennem, for at komme ud på den anden side.


Og jeg rejser mig og går nu. Tak.

27 januar, 2014

Min lille motivator

I går, som jeg lå på gulvet i træningsrummet, og gjorde klar til bækkenløft, kiggede jeg op på 146 cm barn og spurte med falsk lidende mine "Åh, hvorfor gør jeg dog det her?"
Svaret var prompte, klart, uden større medlidenhed - dog  med en motiverende klang "Du gør det for at blive stærk, Mor!"

Og så var den ligesom ikke længere.

26 januar, 2014

Status på det hele.

Har vidst nok forsømt bloggen den sidste uges tid - kan jeg undskylde mig med at det var den sidste uges ferie, inden semesteret starter på ITU igen? Ja? OK!

Undskyld jeg ikke har været en regelmæssig blogger - det er bare fordi jeg har haft ferie!

Hvordan går det så?

Vægten:
Jeg har ingen ide! Og dét er fantastisk. Vægten er lykkeligt parkeret inde under sofaen - ja, det er et sært sted at have sin badevægt, og der er en lang rodet forklaring om facade skift, at bo i stuen, og så ikke sætte vægten tilbage hvor den kom fra, for nu stod den lige så fint, der under sofaen.
Jeg ved jeg tog på over julen og eksamensperioden, hvilket også var forventet. Jeg kan mærke at jule-sulet er ved at smelte. Og det er nok. Det at jeg kan mærke at det går den rigtige vej, betyder at jeg ikke, lige nu i alle fald, har brug for at stå på en vægt, og se tallet blive mindre.

Kosten
Her kæmpes der. Virkeligt meget. Både med de sunde valg, og de regelmæssige måltider. Det er som om at jeg hen over julen og eksamen tillod de gamle dæmoner at generobre for meget magt. Men vi slås, og tager små skridt tilbage mod de sunde beslutninger.
Vi holder også fast i en ugentlig "må gerne" dag, hvor der kommer lidt mindre lødigt kost på programmet, simpelthen for ikke at kvæle os selv og motivationen i gulerødder og broccoli.
I virkeligheden søger vi jo også den "hensigtsmæssige" 80/20 balance, og der passer en ugentlig dag med let synd vidst meget godt.
Så der kæmpes, men gives ikke op!

Motion:
Med den fantasitske Ólöfs hjælp, er jeg kommet igang i træningsrummet herhjemme.
Jeg har trænet mandag og søndag i denne uge, det er måske meget mellemrum, men ind i mellem var der kor onsdag, og det er altså en workout i sig selv, og et tape-teknik-kursus fredag, med flere timers tapening - og man står altså op, når man taper, blev det mig indprintet, så det er ikke fordi jeg har brugt fra tirsdag til lørdag med røven i sofaen.
Jeg har fået 4 træningsprogrammer jeg kan shoppe rundt i, og der er noget for hele kroppen.
Personlig optur her i uge 1 med træning: at jeg er gået fra ikke at kunne få måsen fri af gulvet i et eneste bækkeløft, til at kunne få måsen fri hver gang i bækkenløft! Og at kunne overleve en 25 sekunders planke uden at have lyst til at kaste op.


19 januar, 2014

Træning - dagen efter

I går havde jeg min første træning med den fantastiske Ólöf!

Av min balle-muskulatur i dag. Men det er en sælsom rar smerte, der minder mig om at jeg har lavet noget godt for min krop.

Første træning var mest forventningsafstemning, at spore sig ind på de udfordringer jeg har (et knæ, der knaser og meget bløde led) og at finde ud af målsætninger.
Det var så rart at komme ned i vores lille træningsrum, og finde gode enkelte øvelser, der gør at jeg ikke kommer til at skulle bruge flere timer på træning hver dag, men kan klare det med en halv time, et par gange om ugen.

Jo, jeg ved godt der er slanke-skoler, der synes man skal træne mindst en time om dagen, hver dag. Men noget af det livsstilsændring går ud på for mig, er at finde løsninger, der som puslespilsbrikker ender med at danne en ny og sundere og bedre livsstil, der er skræddersyet til mig - og jeg bliver nok aldrig typen, der synes at flere timer i et fitness-center er fabelagtigt; der er så meget andet jeg hellere vil bruge min tid på.

Og derfor er det helt perfekt med et træningsprogram, der kan klares med høj intensitet i 30 min, og så kan jeg jo altid lægge lidt ekstra cardio-træning eller andet ind i programmet, hvis jeg har lyst.

Målsætningen for træning er:
2 x træning om ugen á 30 min.
Styrke min kerne, mit muskel korset
At kunne få rumpen med op i et bækkenløft
At få måsen op, og lave en rigtig planke, ikke en tøse planke på knæ.


13 januar, 2014

Jeg freaking ELSKER mit netværk!

Jeg elsker mit netværk af mennesker, min familie, mine venner og bekendte; der tilsammen udgør en helt vild masse af "det du lige står og mangler" - hvis man ellers tør spørge om det!

Længe har Finn og jeg haft lyst til at tage en "stikket ud" weekend, hvor vi slipper hverdagen og bare er tilstede, et andet sted end hjemme, og er sammen. Læser bøger. Spiller kort. Sidder og kigger ud af et vindue.
Men vi har ikke rigtigt fået gjort noget ved det.
Indtil jeg postede på Facebook, om vi mon kendte nogen, der kendte noget eller nogen.
Og vupti - det tog ikke et døgn, så havde vi adgang til et sommerhus, og en weekend væk fra omverden. Og vi glæder os!

Jeg har gennem det sidste halve år haft lyst til at komme igang med at træne. Eller i virkeligheden bare bevæge mig. Efter en dum omgang langvarig sygdom i forbindelse med sidste års influenza epidemi, har jeg virkeligt følt at jeg ville kunne hente meget energi og modstandskraft i at være mere aktiv.
Jeg har bare ikke vidst hvordan.
Jo, jeg har godt kunne regne ud hvor man træner, og til dels hvordan. Men det har været en mur, der ligesom bare er blevet højere hver gang jeg er gået hen til den.
Jeg har ikke lyst til at bevæge mig op i et træningscenter, jeg føler mig for stor og for klodset til at være sådan et sted. Og i virkeligheden også for udstillet.
Jeg har kunne finde masser af træningsprogrammer online, men ingen der helt tager hensyn til at jeg nærmest starter ved 0 og i øvrigt har andre udfordringer end 'bare' at være stor, som meget fleksible led.
Så jeg forsøgte mit netværk, og der gik kun få timer, før en fysioterapeut havde budt ind med programlægning, træningshjælp og løbende justeringer.

Pointen med de her 2 forskellige historier?

"Spørg og du skal få" - hvis ikke du spørger om hjælp, kan det være svært for folk at give den. Det er rigtigt svært at bede om hjælp - don't I know it. Men der er sikkert mange flere end du tror, der står klar til at give dig den, når du er klar til at spørge.

12 januar, 2014

Fra en dyne, til jer!

En opdatering fra en dobbeltdyne! 

Jeg holder sengen i dag - jeg har gået og mentalt blameret mig med at jeg var husstands-usårlig overfor den mande-forkølelse der har hærget siden jul.
Sådan noget viser siga t være down right hybris. 

Er nu igang med at forsøge at drunke mine sorger i ingefær og Hello Kitty snot papir. Man skal ikke undervurdere hvad Hello Kitty snot papir kan gøre for humøret. 
Samtidig udtænker jeg  løsninger til hvordan jeg skal få uglet mit hår fra høstak/fuglerede/kluddermor tilbage til glat. 

Heldigvis er jeg velsignet med en ægtefælle, der er virkeligt god til sygepleje! Så jeg bliver pylret og plejet, sikkert mere end der strengt talt er nødvendigt. Men det er rart.

Eksamensugerne er gået ok, spisevanerne har desværre lidt meget, så en mission her i den lille pause mellem eksamen og nyt semester bliver at komme tilbage til den gode rutine med 5-6 måltider om dagen, og rigtigt med grønt.
Og så at komme igang med bevægelse, men mere om det i en anden post!


06 januar, 2014

Det er ok, jeg dømmer også dig!

Når jeg går på gader og stræder, har jeg et skjold.
Det er ikke et ridderskjold med klanmærke, men et næsten usynligt skjold, du kan kun se det, hvis du kigger rigtigt godt efter, eller kender mig, sådan for alvor.
Det er en boble, jeg trækker ned over mig, i det øjeblik jeg træder ud af hoveddøren, og den bliver som regel på, til jeg træder ind igen.
Skjoldet beskytter mig, mod folks blikke, onde kommentarer, hånlige fnys. Måske kunne du aldrig forestille dig at sige noget til en tyk på gaden. For det vil jeg gerne takke dig, hvis det er sådan. Ikke alle har din takt og pli. Måske tænker du dit helt stille inde i dig selv, og det er dælen dulme også ok! Det mener jeg faktisk. Man må gerne forholde sig til dem man ser ude i offentligheden, inde i sig selv. Jeg gør det også. Jeg tænker mit, lige så stille. Mens jeg smiler, for folk, der har noget, der får andre til at tænke sit - de ved det faktisk godt selv. Og et blik, et fnys, en kommentar til en rejsepartner om at der da godt nok var en der var fed, grimt, havde kikset tænder, sære briller, fedtet hår eller hvad ved jeg; det gør ondt. Det kan knuse en hel dag.

Der er forskel på hvornår og hvordan jeg tænker, og dømmer folk, derinde i mig selv. Der er også forskel på hvor meget jeg smiler til folk, der måske, ligesom mig, er vant til at blive set på, målt og vejet, og dømt udenfor normalen.
Jeg dømmer mest når jeg har det dårligt med mig selv.
På de der dage, hvor jeg føler mig aller-lavest, der dømmer jeg også andre hårdest.

Og derfor er det også nemmere, når jeg opdager at andre kigger skævt på mig, for jeg ved at det måske i virkeligheden handler om at der er noget inde i dem, som de har det svært med. Noget de er kede af. Og derfor har de brug for at der skal være noget galt med andre, som en slags lindring... "Jeg er ikke den eneste" tanke. At vide det, at det er nemmest at dømme, når man selv føler sig lidt i stykker, gør noget særligt.

Det er derfor jeg har et skjold, og skjoldet består af lige dele styrke og tilgivelse.
For jeg tilgiver dem, der dømmer mig. Jeg er lige så "skyldig" som de er.

01 januar, 2014

Godt nytår!

Velkommen til 2014.

Jeg håber at du er kommet godt ind i 2014 og fik fejret nytåret lige som du allerhelst ville.

Som de fleste andre, er jeg lidt underdrejet i dag. Det er lige dele at have været for længe oppe i nat, at have spist og drukket alt for godt, og så eksamens-stress.
Om 9 dage er eksamen overstået for dette semester, og forhåbentligt kommer jeg i mål med bestået i begge fag.
Men nok om ting, der gør mig hysterisk at være i nærheden af.

Lad os snakke forsæt i stedet!

Har du et nytårsforsæt? Vil du dele det med mig?

Mit forsæt for 2014 er simpelt og krævende på samme tid!
Jeg vil være bedre til at lytte til min krop. Jeg vil respektere mig selv, fysisk og psykisk. Jeg vil huske at en halv times meditation om dagen bringer balance. Jeg vil være mere modig.

I det hele taget skal 2014 handle om balance tænker jeg.

Hvad skal dit 2014 tema være?