Nogle dage er jeg sej, nogle dage er jeg ej...

"Aaad, se lige hendes lår"

Kommentaren var møntet på mig, da jeg rejste mig for at gå i vandet.
Afsenderen var en dreng, på en 12-13 år, og jeg var blevet så vant til at være på stranden, uden at nogen sagde noget om mig, at jeg havde glemt at tage mit mentale skjold på; så kommentaren ramte mig lige i mit mentale solar plexus og tog modet fra mig.

Sidste år brød jeg med flere års fravær i de danske farvande. Jeg havde fået nok af at ikke tro jeg kunne tillade mig at være tilstede i badetøj på en strand, og gjorde oprør mod mine egne fordomme om mig selv.
Og det var befriende. I starten så jeg alle de blikke der blev sendt i min retning - og sikkert også nogle, der slet ikke blev sendt, men relativt hurtigt fandt jeg min "jeg giver ikke en fuck, det er varmt og jeg vil i vandet" attitude frem. Og med den glemte jeg helt at kigge efter om andre så misbilligende på min volumen.

Men af en eller anden grund var jeg sårbar, sidst vi var ved vandet, og nu sidder tanken ligesom fast... er mine lår mon for grimme til at jeg kan tillade mig at tage på stranden?
Rationelt kender jeg godt svaret...