22 november, 2013

Det er ok at græde!

Bare lidt... når de gamle dæmoner (det har jeg navngivet mine gamle vaner, så jeg bedre kan tale om dem) hiver og trækker i én, for at lokke tilbage. Tilbage til chips i posevis, chokolade, købekage, sodavand, eller hvad der nu lige var til rådighed at stoppe i munden.

Sådan en aften havde jeg torsdag aften. En aften hvor dæmonerne havde overtalt både smagsløg og mave til at det var deres dag, men hjernen og viljen stod imod. Heldigvis. Dog ikke uden tårer.

Jeg begynder at genkende et mønster i hvornår dæmonerne gerne vil have opmærksomheden igen.
Mandag aften, hvor jeg havde haft en rigtig mandag med mandag oven på, og endte i sofaen med en ispose og ondt - der var de på spil, for de plejede jo at være der jeg søgte trøst, og nu lod jeg være.
Onsdag aften havde jeg en fantastisk aften til kor, torsdag aften kom dæmonerne på besøg, for at slå fast, at de stadig ikke synes det er fair at jeg kan have det sjovt og godt, uden dem.

Det kan måske virke sært at navngive gamle vaner sådan, men det er en måde at tage afstand fra dem på - det er en måde for mig at kunne sætte dem ud, skubbe dem væk, vise at de ikke længere er en integreret det af mig. Og når de har en betegnelse, et navn, er det også nemmere at tale til dem, og sige højt at de ikke længere er ønsket.

Jeg klarede mandag, og torsdag, uden at falde i.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for at du tager dig tid, til at lægge en kommentar!