Plask - lyden af at falde i - og ikke have det bund elendigt med det.

Jeg har spist chips i dag.
Nu sidder du og tænker "Ej, for helvede, Katrine!" - men læs nu med her, det kan være at det hele kommer til at give mening.

Jeg har ikke spist en chip i 21 dage. (Sprogkyndige, hedder det en chip, flere chips, eller er det bare altid chips?)
For 22 dage siden, og længere tilbage, spiste jeg godt og vel en pose chips om dagen. Og sikkert også  andet, hvis jeg kunne få mine hænder på det.
Det er år siden, at der er gået 21 dage, hvor jeg ikke har rørt chips.
Derfor er 21 dage uden også 21 skridt i den helt rigtige retning. Og 1 dag med, er ikke det samme som at blive slået tilbage til start.

I flere dage har jeg haft den mest modbydelige trang til noget salt, og jeg har prøvet alle tricksne - jeg har børste tænder, slikket på citroner, lavet noget andet, lavet noget mere andet, talt fornuft til mig selv, talt fornuft til migselv igen, sovet, drukket en kop te, drukket vand, spist knækbrød, spist æbler, forsæt selv listen.
Og jeg har stadig haft lyst til chips. En helt ubeskrivelig trang til den sprøde, salte knasen i min mund.
Synes jeg at det er en fantastisk ting at jeg har spist chips i dag, nej!
Men jeg synes det er fantastisk at der er gået 21 dage siden jeg gjorde det sidst.
Og selv om det ikke retfærdiggør at spise dem, vælger jeg at beslutte at i dag spiste jeg chips, men det er ikke at sende mig selv tilbage til start. Ej heller er det værd at tæve mig selv over.

I øvrigt, så spiste jeg en håndfuld chips, i stedet for en pose, og her 21 dage efter sidste gang, kan jeg overhovedet ikke lide hvad chips gør ved mig. Og det er ganske nyt, og noget at bide mærke i.

Nu er det op på hesten igen.