Sangen som du sidder og synger for dig selv lige nu, kommer til sidst i indlægget!
Den sidste uge har været hård og sær.
Nu er det efterhånden 14 måneder siden vi, som i wonderhubby og jeg, blev henvist til Brædstrup Livsstilscenter, for at få hjælp til at håndtere den overvægt vi slæber rundt på.
Og lige siden har det virket som sådan en abstrakt ting at gå og vente på, noget der lå så lang tid ude i fremtiden, at det aldrig ville ske.
Aldrig er nu.
Mandag morgen tjekker vi ind i Brædstrup, og ud af hverdagen, til den første indlæggelse af 3.
4 dage får vi i livsstilsboblen, inden vi bliver sluppet fri i dagligdagen, med et sæt mål, der skal arbejdes på indtil næste besøg.
I løbet af den sidste uge har jeg tudet, været vred, mistroisk, forudindtaget, bange, nervøs, klar til at aflyse det hele, spændt, forventningsfuld, glædet mig, haft bobler i maven, og sommerfugle, og listen kunne blive ved.
Den største frygt er at jeg ikke bliver hørt, men stoppet ned i en velment kasse med tilhørende råd og vejledning, uden udgangspunkt i mit liv.
Det jeg glæder mig mest til er at få noget med hjem, jeg kan sige er det jeg skal gøre.
Det jeg frygter mest ved at komme hjem igen, er at skuffe folk, når de opdager at det primære formål med opholdet og forløbet ikke er at slanke sig, men derimod at øge livskvaliteten og den vej igennem få en vægtreduktion, som en afledt bonus af større overskud og energi.
T minus 1 dag og noget - the final countdown er igang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for at du tager dig tid, til at lægge en kommentar!