21 november, 2013

Forløb på Brædstrup Livsstilscenter - Modul I, dag 1

Jøsses vi var tideligt oppe.
Kl. 04.06 væltede jeg i mere eller mindre morgengnaven tilstand ned fra madrassen og begyndte at gøre klar til at komme afsted. Foran os lå 3 timers kørsel til Brædstrup.
Mens vi kørte afsted, begyndte det lige så langsomt at lysne, i de smukkeste farver jeg længe har set, og klokken lidt over 8 fandt vi endeligt, efter et par forsøg, den rigtige parkeringsplads foran Livsstilscenteret og kunne tjekke ind.

Ved døren blev vi mødt af centerets leder, der hurtigt fik os vist til rette på vores værelse, og forklaret at der desværre var byggerod m.v. fordi de lige var flyttet ind.

Kl 09.30 var der introduktion til stedet, hvor "husreglerne" blev forklaret og vi fik at vide hvordan de næste dage ville forløbe.

Kl 10.00 gik vi ud i vores respektive hold. Centeret kan nu tage 40 patienter af gangen, mod tidligere 20, så man bliver inddelt i 2 hold, blå og gul i vores tilfælde, vi er blå, og det er i de hold, man har undervisning - dog er man ikke mere opdelt end at man bliver blandet til nogle aktiviteter, og alle måltider indtages sammen.
Der blevet lagt ud med en "Forventningssamtale", hvor vi en efter en præsenterede sig selv, hvorfor vi var kommet til centeret og hvad vi forventede os fra vores ophold.
Og allerede her blev det skjold, langt de fleste overvægtige går med, lagt. For man startede med at præsentere en del af de ting, man så absolut ikke fortæller ret mange om, som hvad ens dårligste vaner er, og den svære ting, at sige hvad det er man faktisk har brug for hjælp til. Når sådan et skjold bliver lagt, opstår der straks en slags samhørighed folk imellem.
Efter en god lang runde, hvor folk præsenterede sig selv, fik vi en hurtig rundvisning og så var vi tilbage i vores "klasseværelse", hvor holdets diætist præsenterede Livsstilsmad, altså den mad vi ville møde på centeret mens vi var der, og konceptet 6 måltider om dagen.

12.30 spiser man frokost hver dag, og efterfølgende er der hvile/motion på egen hånd tid indtil kl. 14.00, hvor undervisningen starter op igen.

Om eftermiddagen havde vi "Goddag-Motion" begge hold sammen, der blev brugt som en rystesammenoplevelse med lege. Det var fedt at alle bare gav sig helt til at lege og have det sjovt i fællesskab, og at alle fik lov at være med på det niveau de nu kunne.

Efter motion spiste man igen, og så var det tilbage i klasserne, hvor temaet var Behandling og Forebyggelse, med fokus på livsstilssygdomme. 

Næste punkt var middag, og efterfølgende hygge og samvær indtil aftens-mellemmåltidet kl. 20.00.

Jeg vil gerne indrømme at jeg var fuldkomment brugt op da vi nåede til aftens mellemmåltid, så i stedet for at sidde og snakke med de andre, valgte jeg at finde min seng, og jeg er temmeligt sikker på at jeg sov inden kl. 21.00

Første dag var intens på den måde at der var meget spænding og nervøsitet omkring hvem man skulle møde, hvordan stedet ville være, hvordan personalet ville tage imod os, hvad man spiste og alle de andre tanker man kan gøre sig, inden man kaster sig ud i noget ganske ukendt. Kombineret med en dårlig nattesøvn op til, en tidelig afgang, og et intenst program, så endte jeg i alle fald med at føle mig helt færdig, da vi fik tid på egen hånd. Næste gang vil vi nok overveje at tage en overnatning på det lokale hotel, frem for at køre tidligt hjemmefra.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for at du tager dig tid, til at lægge en kommentar!